En undersøgelse af handelsaktiviteten på de danske vækstbørser viser, at Dataproces er blandt de mest handlede aktier på First North Danmark i starten af 2025.
Dataproces har i årets første fire måneder oplevet en gennemsnitlig daglig volumen på ca. 682 tusinde kroner. Dette er en fremgang på mere end 200% sammenlignet med den gennemsnitlige daglige volumen i 2024, og er beregnet ud fra antallet af omsatte aktier en given dag ganget med lukkekursen. Det understreger en øget interesse for aktien, der desuden har fået over 500 flere ejere på Nordnet siden starten af 2024 og er steget 60% i de første fire måneder af 2025.
Dataproces har leveret en række positive nyheder i starten af 2025, hvor de i februar kunne præsentere den anden opjustering for regnskabsåret 2024/25. Tre uger senere blev kvartalsrapporten for tredje kvartal offentliggjort, hvor selskabet kunne præsentere en omsætningsvækst på 59% i regnskabsårets første tre kvartaler sammenlignet med sidste år, mens EBITDA-resultatet voksede mere end 500%.
Dataproces er i dag til stede i langt størstedelen af landets kommuner, og har ambitioner om ekspandere til det svenske marked. Det blev præsenteret i en strategiopdatering i februar, hvor selskabet beskrev, at de ville begynde at se på mulighederne for strategiske partnerskaber og opkøb med det formål at kunne tilbyde kunderne nye og endnu stærkere produkter. Derudover indledte selskabet en proces, hvor de undersøger mulighederne på det svenske marked.
Kort efter strategiopdateringen kunne selskabet meddele, at de havde købt Boelplan A/S, som er et mindre dansk selskab, der siden 2002 har leveret analyser og prognoser til danske kommuner til befolkningsprognoser og kapacitetsplanlægning på bl.a. skole- og dagtilbudsområdet. Det åbnede desuden for det tyske marked, eftersom det fremgik, at Boelplan A/S havde seks tyske kommuner og 17 danske kommuner på kundelisten.
Dataproces vil offentliggøre årsrapport for det skæve regnskabsår 2024/25 i næste måned den 19. juni 2025.
No comments! Be the first commenter?