Dataproces har i dag meddelt, at bestyrelsen har godkendt et opkøb af en mindre virksomhed, der arbejder med analyser og prognoser på kommune-markedet.

Dataproces har tidligere meldt ud, at selskabet ville undersøge mulighederne for strategiske partnerskaber og opkøb, med det formål at tilbyde kunderne nye og endnu stærkere produkter. Dataproces har de seneste uger arbejdet på at forberede et opkøb af en lille virksomhed, der arbejder med analyser og prognoser på kommune-markedet. Der er gennemført en due diligence proces og efterfølgende har bestyrelsen for Dataproces netop godkendt, at der indgås aftale om opkøb af selskabet.

Der er tale om et opkøb, hvor købesummen er under 2 mio. kroner, og det kan oplyses, at selskabet udover sin primære kundegruppe i Danmark også har enkelte kunder i Tyskland. Endelig aftale forventes indgået i nærmeste fremtid og der vil blive udsendt særskilt selskabsmeddelelse herom. Dette opkøb giver ikke anledning til ændring af forventningerne til året, som senest blev opjusteret i februar 2025.

Kort efter opjusteringen offentliggjorde Dataproces desuden en justeret strategi, hvor der nu skal være fokus på partnerskaber, opkøb og nye markeder, som dagens nyhed er et resultat af. Det fremgik desuden, at selskabet begynder at se på mulighederne for at sælge dets løsninger til kommuner i Sverige. Dataproces skal i gang med at lave et grundigt forarbejde og eventuelt have fundet en partner, som allerede er etableret i Sverige. Derfor forventes det også, at det bliver en lang proces, hvor der først kan påbegyndes egentlige kundemøder i Sverige næste år.