Dataproces har i dag offentliggjort regnskab for tredje kvartal af selskabets skæve regnskabsår 2024/25, er viser fortsat solid vækst og markant forbedret indtjening.
Dataproces har i årets første tre kvartaler løftet omsætningen til 33,7 mio. kroner svarende til en vækst på hele 59% ift. samme periode sidste år, mens den årligt tilbagevendende omsætning (ARR) på fortsættende produkter viser en fremgang på 40%, og er således øget til 21,7 mio. kroner. Denne vækst er realiseret samtidig med, at selskabet har forbedret indtjeningen markant.
EBITDA endte på 14,6 mio. kroner i regnskabsårets første tre kvartaler, hvor det på samme tidspunkt sidste regnskabsår udgjorde 2,2 mio. kroner, hvilket svarer til en fremgang på 12,4 mio. kroner, hvilket svarer til, at den øgede omsætning er kommet direkte ned på EBITDA-resultatet. EBIT-resultatet endte på 6,6 mio. kroner i regnskabsårets første tre kvartaler, hvor det på samme tidspunkt sidste år udgjorde -3,0 mio. kroner, hvilket svarer til en fremgang på 9,6 mio. kroner. Det betyder, at hele 77% af omsætningsstigningen er kommet direkte på bundlinjen før renter og skat.
Dataproces er nu til stede i 90 af de 98 danske kommuner, hvor 48 kommuner er på MARS, 66 kommuner på MARC Fleksløn, og 53 kommuner på KØS. Selskabet fastholder de opjusterede forventninger til regnskabsåret, hvor omsætningen ventes at lande på 40-43 mio. kroner med et EBITDA på 16-18 mio. kroner med et EBIT på 6-8 mio. kroner.
Administrerende direktør hos Dataproces, Michael Binderup udtaler i forbindelse med kvartalsrapporten:
Q3-regnskabet viser en stærk fremgang på alle parametre. Det er meget tilfredsstillende, at både dataanalyser og software bidrager så fint til vores fremgang og resultat. Kvartalsrapporten viser endnu engang, at vi i Dataproces har fundet en formel, der virker og som skaber profitabel vækst med høje indtjeningsmarginer. Vi oplever fortsat stor tillid og interesse fra vores kunder, hvilket giver støt stigende licensindtægter (ARR) og et churn tæt på nul.
Nu handler det om at bygge videre på den markante fremgang med øget salg i danske kommuner samtidig med at vi arbejder på at udmønte de nye strategiske tiltag med hensyn til strategiske samarbejder, opkøbsmuligheder og forberedelse af entré på det svenske marked.
No comments! Be the first commenter?