DecideAct kunne i går meddele, at selskabet har opnået SOC2 type II Security Certification, der styrker selskabets vækstmuligheder i USA og Canada.
Certificeringen understøtter vækstambitionerne ved at give kunderne sikkerhed for, at selskabet har styr på dets praksis inden for en lang række nøgleområder. Det er særligt vigtigt for regulerede industrier som finans og sundhed, hvor det er afgørende, at databehandlingen foregår under hensyn til stramme regler. Certificeringen giver derfor DecideAct en konkurrencefordel i forhold til konkurrenter, som ikke har samme certificeringsniveau. Tidligere i år har selskabet opnået ISO 27001:2022-certificeringen, hvorfor selskabet står stærkt ift. at skabe tillid til databehandlingen.
I denne forbindelse udtaler DecideActs COO, Lilja Rut Graetz:
Certificeringen letter vores indledende dialog med potentielle kunder, især store organisationer, der er mere tilbøjelige til at samarbejde med en SOC 2-certificeret leverandør, fordi det reducerer deres risiko ved outsourcing af kritiske tjenester. Derfor er SOC 2 type II-certificeringen et stort strategisk skridt fremad for os, da den forenkler salgsprocessen ved at imødekomme eventuelle sikkerhedsbekymringer på forhånd, reducere behovet for langvarige sikkerhedsvurderinger og lette kontraktforhandlingerne.
No comments! Be the first commenter?