Donkey Republic har leveret vækst i alle kvartaler, siden selskabet blev børsnoteret i 2021, og forventer i 2024 at nå en trecifret millionomsætning for andet år i streg med et positivt EBITDA og for første gang et positivt EBIT.

Donkey Republics imponerende vækstrejse blev senest markeret med en nominering til Årets børsnoterede vækstvirksomhed i 2024. Donkey Republic er blandt de få vækstvirksomheder, der har formået at vende et negativt driftsresultat til et positivt driftsresultat, hvor der samtidig ikke er gået på kompromis med væksten på toplinjen. Fra 2021 til 2023 blev omsætningen mere end tredoblet, mens forventningerne til 2024 indikerer en mulighed for en firedobling af omsætningen i perioden fra 2021 til 2024.

Donkey Republic offentliggjorde i sidste måned regnskab for første halvår af 2024, hvor selskabet realiserede en omsætning på 59,8 mio. kroner for årets første seks måneder. Resultatet målt på EBITDA endte på 2,8 mio. kroner. Selskabet fastholdt samtidig sine forventninger til året, hvorfor der ventes en omsætning på 135-160 mio. kroner med et EBITDA på 15-30 mio. kroner og et EBIT på 0-5 mio. kroner.

I 2021 hentede Donkey Republic 34% af omsætningen i første halvår, hvilket voksede til 35% i 2022 og 44% i 2023. Dermed har selskabet historisk hentet størstedelen af omsætningen i andet halvår, hvilket er begyndt at nærme sig en udligning i takt med at selskabet har ekspanderet sin B2G-forretning og indgået flere længerevarende kontrakter. Målt på EBITDA hentede selskabet sidste år 16% af årets EBITDA-resultat i årets første seks måneder, hvilket ikke er usædvanligt sammenholdt med historikken.

Baseret på nedre ende af intervallet for omsætningsforventningerne, har Donkey Republic hentet 44% af omsætningen i første halvår 2024, mens det er 37%, hvis der regnes ud fra den øvre ende af guidance. Målt på EBITDA svarer det til, at 19% er tjent i første halvår baseret på nedre ende af guidance, mens det svarer til 9% målt på den øvre ende.

Det er endnu ikke til at vide, om Donkey Republic fortsætter tendensen, og henter størstedelen af omsætningen og indtjeningen i anden halvdel af 2024, men baseret på nuværende guidance samt historikken kan det forventes. I forlængelse af halvårsrapporten beskrev selskabet, at nuværende guidance bl.a. er baseret på en vækst i cykelflåden i andet halvår på 0-5% samt en fortsat efterspørgsel på selskabets eksisterende cykelflåde uden væsentlige ændringer i konkurrencen og vejret.