EgnsINVEST Ejd. Tyskland igangsatte et aktietilbagekøbsprogram den 23. januar 2025, som løber frem til den 21. maj 2025.

EgnsINVEST Ejd. Tyskland meddelte i går, at der nu var købt i alt 23.002 aktier, hvor selskabet er over tre måneder inde i aktietilbagekøbsprogrammet. Der kan i perioden købes op til 40.500 stk. egne aktier svarende til ca. 1,7 % af aktiekapitalen, dog for maksimalt 6 mio. kroner. Det er ikke offentliggjort, hvor mange penge der er købt aktier for, men baseret på en aktiekurs på 140, svarer det til ca. 3,2 mio. kroner.

Det primære formål med tilbagekøbet er at kunne betale med egne aktier ved erhvervelse af ejendomme til selskabets eksisterende portefølje og sekundært at have muligheden for at kunne nedsætte selskabets aktiekapital med de erhvervede egne aktier, hvis selskabets generalforsamling skulle træffe den beslutning. EgnsINVEST Ejd. Tyskland har fortsat mulighed for at købe op mod 17.498 aktier i henhold til vilkårene i aktietilbagekøbsprogrammet, som slutter senere på måneden.

EgnsINVEST Ejd. Tyskland følger desuden renteudviklingen tæt, og har allerede nydt godt af tre rentenedsættelser fra ECB i starten af 2025. Hver gang med 0,25%. En del af selskabets finansiering er nemlig i lån med kort rente, der bliver rentetilpasset hvert kvartal. Når renteudgifterne falder, påvirker det driftsresultatet positivt. Blandt andet som følge af rentenedsættelserne har EgnsINVEST Ejd. Tyskland opjusteret forventningerne for 2025 med op til 5 mio. kroner i forhold til det aflagte resultat i 2024. Selskabets indre værdi var ved udgangen af 2024 258,42 og kursen i forhold til indre værdi var ved årets udgang 0,51.