EgnsINVEST Ejd. Tyskland har i dag offentliggjort foreløbige hovedtal for årets første tre måneder, der viser et EBVAT på 3,2 mio. kroner, hvilket stemmer overens med selskabets forventninger.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland forventer desuden en positiv værdiregulering på 1,8 mio. kroner. Den forventede værdistigning er opstået, uden afkastkravet er blevet sænket. Det er en del af selskabets løbende strategi at afsøge nye muligheder for at udnytte eksisterende kvadratmeter herunder byggefelter, hvilket forfølges løbende.
Selskabet er fortsat opmærksomt på at hæve lejen, hvor det i henhold til loven er muligt. Ligeledes er der fokus på at renovere lejlighederne ved fraflytning med henblik på at kunne hæve lejen, ligesom der arbejdes videre med at sikre lejeforhøjelser ved genudlejning af erhvervslejemålene.
De to rentenedsættelser i slutningen af januar og i starten af marts betyder, at selskabets renteudgifter vil falde, da dele af finansieringen er i korte lån. EgnsINVEST Ejd. Tyskland har senest opjusteret sine forventninger til 2025, og forventer nu at nå et resultat før kurs og værdireguleringer (EBVAT) på 14-17 mio. kroner fra tidligere 13-14,5 mio. kroner. Derudover er selskabet i gang med at gennemføre et aktietilbagekøbsprogram, hvor der kan købes egne aktier for op mod 6 mio. kroner.
Det endelige resultat for 1. kvartal offentliggøres i periodemeddelelsen den 22. maj 2025.
No comments! Be the first commenter?