EgnsINVEST Ejd. Tyskland har i dag annonceret et aktietilbagekøbsprogram, hvor selskabet vil købe op mod 40.500 egne aktier svarende til ca. 1,7% af aktiekapitalen.

Det primære formål med aktietilbagekøbet er at kunne betale med egne aktier ved erhvervelse af ejendomme til selskabets eksisterende portefølje og sekundært at have muligheden for at kunne nedsætte selskabets aktiekapital med de erhvervede egne aktier, såfremt en beslutning herom måtte blive truffet af selskabets generalforsamling.

Det maksimale antal aktier der kan købes pr. dag er 500 stk. og maksimalt for 2 mio. kroner pr. måned. Derudover vil selskabet maksimalt købe egne aktier for 6 mio. kroner. EgnsINVEST Ejd. Tyskland ejer dags dato ikke egne aktier.

For at sikre en afvikling af handlerne på armslængdevilkår har bestyrelsen indgået en aftale med Nykredit om at forestå aktietilbagekøbet. I medfør heraf vil Nykredit uafhængigt af og uden indflydelse fra selskabet træffe sine handelsbeslutninger og eksekvere aktieopkøb inden for de offentliggjorte rammer. For at sikre en så korrekt prisfastsættelse som muligt er tilbagekøbskursen fastsat til markedskursen, der beregnes som den højeste af følgende to kurser: kursen på den sidste uafhængige handel og det højeste foreliggende uafhængige købers tilbud på First North.

Aktietilbagekøbet vil blive gennemført med opstart den 24. januar 2025 og vil løbe frem til den 21. maj 2025 eller til antallet af ønskede aktier er opkøbt skulle det ske før.