Erria har i dag meddelt, at datterselskabet Mermaid Maritime Vietnam har indgået aftale om at erhverve ejendommen i Vung Tau, Vietnam, som selskabet har lejet siden Errias overtagelse af Mermaid i 2021.

Dette opkøb er sket gennem en handel med Harbour Group Aps, hovedaktionær i Erria A/S. Aftalen er indgået på markedsvilkår, og den samlede købesum på 5.65 mio. kroner vil blive betalt over en periode på 6 år. Opkøbet af denne ejendom bidrager til at sikre virksomhedens fremtidige vækst og driftsresultat.

Det understreger ligeledes selskabets fokus på Vietnam, hvor Mermaid tidligere i indeværende kvartal sikrede sig en stor ordre på over 10 mio. kroner. Denne kontrakt omfattede levering af Escape Chute systemer til havvindmølleprojektet Baltica 2, som ligger i Østersøen, med levering planlagt til 2025. To måneder inden kunne Erria opjustere sine forventninger til EBITDA og EBIT for regnskabsåret 2024.

Det nye ejendomskøb påvirker ikke den tidligere oplyste guidance for 2024.