FOM Technologies har mandag aften offentliggjort regnskab for første halvår af 2022, hvor selskabet fordoblede sin omsætning og opjusterede sine forventninger.
Således blev første halvår af 2022 et historisk stærkt halvår for FOM Technologies, hvorfor selskabet nu opjusterer sine forventninger. Omsætningen i første halvår endte på 21,8 mio. kroner svarende til en vækst på 127% sammenlignet med samme periode sidste år. Selskabets EBITDA endte på -0,7 mio. kroner mod -1,2 mio. kroner i samme periode sidste år.
FOM Technologies har haft et travlt første halvår af 2022, hvor en kundeliste med allerede prominente institutioner såsom U.S. Department of Energy er blevet udvidet med store europæiske energiselskaber og universiteter globalt. Det danske cleantech-selskab har modtaget en serie af ordrer og åbnet det enorme indiske marked med en bestilling fra to af Indiens top-universiteter. I Italien er et af verdens største energiselskaber Enel Green Power S.p.A senest kommet på kundelisten hos FOM Technologies, og selskabets største ordre nogensinde blev d. 11. maj indgået med det amerikanske universitet Georgia Tech.
FOM Technologies meddeler i regnskabet, at selskabets pipeline ser meget lovende ud for resten af 2022 og ind i næste regnskabsperiode. Det medvirker til, at FOM Technologies nu forventer at nå en omsætning på 33-36 mio. kroner med et positivt EBITDA på 1-3 mio. kroner. Tidligere var forventningen at nå en omsætning på 29-32 mio. kroner, mens forventningerne til EBITDA er uændret.
CEO i FOM Technologies Michael Stadi forventer, at virksomhedens salgs- og udviklingsaktiviteter fortsætter med at tage fart i 2022 grundet en meget høj efterspørgsel på forskningsudstyr til især solenergi- og batteriforskning, hvor selv små marginale forbedringer kan blive afgørende for effektiviteten og rentabiliteten af disse energiformer.
No comments! Be the first commenter?