FOM Technologies offentliggjorde i går efter markedsluk sin halvårsrapport for første halvår af 2023, som igen bød på massiv vækst.
Første halvår af 2023 blev det bedste H1-resultat til dato for FOM Technologies, hvor selskabet realiserede en omsætning på 36,6 mio. kroner svarende til en vækst på 69% sammenlignet med samme periode sidste år. FOM Technologies fortsætter således sin vækstrejse, og leverer på de lovede resultater til markedet på baggrund af den voksende internationale efterspørgsel efter selskabets teknologi til forskning og produktion af solenergi og batteriteknologi.
Målt på EBITDA ender resultatet nogenlunde på samme niveau som samme periode sidste år, hvor selskabet realiserede et resultat på -0,6 mio. kroner mod -1,0 mio. kroner i samme periode sidste år. Dette er på trods af, at FOM Technologies har øget sine investeringer i personale, nyt hovedkvarter, digitalisering og innovation. Personaleomkostningerne er steget 38% ift. samme periode sidste år, mens det samlede antal fuldtidsmedarbejdere er vokset til 30 fra 16. Selskabets egenkapital er fortsat stærk og solid.
FOM Technologies har tidligere annonceret ambitionen om en notering på hovedbørsen i 2023, hvilket selskabet bekræftede ifm. halvårsrapporten, hvor de beskrev, at de indledende drøftelser med relevante aktører er indledt. Årsrapporten for 2022 var som en del af denne proces i overensstemmelse med IFRS, hvilket også gælder for gårsdagens halvårsrapport, der var den første halvårsrapport for FOM Technologies, der blev offentliggjort i henhold til IFRS.
FOM Technologies bekræftede desuden de forventninger til helåret, som selskabet opjusterede tilbage i juli måned efter en historisk stor ordre på et tocifret millionbeløb fra den skandinaviske batterikoncern NOVO Energy. Derfor forventer FOM Technologies fortsat at nå en omsætning på 65-75 mio. kroner med et positivt EBITDA for helåret på 2-5 mio. kroner. De seneste år har FOM Technologies hentet størstedelen af omsætningen i anden halvdel af året.
No comments! Be the first commenter?