FOM Technologies vil offentliggøre halvårsrapport for første halvår 2024 torsdag den 29. august, hvor selskabet vil give et indblik i den finansielle udvikling i årets første seks måneder.

FOM Technologies er efter en sommerferie fra uge 29-31 nu tilbage på kontoret. Andet halvår af 2024 bliver spændende for FOM Technologies, hvor selskabet tidligere på året meddelte, at stifter og medlem af topledelsen, Martin Kiener, vil relokere til USA med flytning i tredje kvartal 2024 for at stå i spidsen for det amerikanske datterselskab, FOM Technologies Inc. med kontor i Seattle.

Det er en stigende kommerciel efterspørgsel og afsætning på det amerikanske marked, som igangsatte opbygningen af organisationen i USA. Før sommerferien havde FOM Technologies ligeledes besøg af deres to amerikanske medarbejdere på hovedkontoret i København for at give dem et indblik i kulturen og for at deltage i flere sociale og virksomhedsrelaterede aktiviteter i Danmark, hvor de ligeledes deltog i et leverandørbesøg i Sverige.

Det øgede fokus på USA er en del af selskabets ambitiøse investeringsstrategi, der har en negativ påvirkning af EBITDA for indeværende regnskabsår i forhold til forrige regnskabsår, men er en investering på længere sigt. Den finansielle guidance for 2024 er fastholdt siden den initiale guidance for året blev offentliggjort, og lyder derfor på en forventet omsætning på 65-80 mio. kroner med et EBITDA på -8 til 2 mio. kroner.

FOM Technologies har i løbet af sommeren offentliggjort salget af en avanceret slot-die coating maskine til Echion Technologies i Storbritannien, og i sidste måned afholdt selskabet sin vanlige Inside FOM præsentation, hvor de gav et indblik i nyheder og begivenheder i andet kvartal 2024. Du kan se den seneste udgave af Inside FOM her.