Med en investering på over 43 mio. kroner og et samtidigt ønske fra en gruppe af institutionelle investorer har FOM Technologies med fuld ledelsesopbakning valgt at udskyde den tidligere udmeldte notering på hovedbørsen.
En mindre gruppe af institutionelle investorer, herunder ATP og BankInvest, gav mandag aften tilsagn om at erhverve aktier i FOM Technologies for ca. 56,60 mio. kroner til en tegningskurs på 28,00 kroner pr. aktie, godt 1 krone over lukkekursen mandag d. 11. december 2023. FOM Technologies modtager et provenu på ca. 43,60 mio. kroner før omkostninger relateret til transaktionen. Derudover foretages salg af i alt 464.284 eksisterende aktier tilhørende selskabets to hovedaktionærer, CEO Michael Stadi og grundlægger Martin Kiener, der begge udtrykker enighed med de nye institutionelle investorers ønske om udskydelse af den notering på hovedbørsen, som selskabet ellers tidligere har meldt ud var forventet gennemført i 2023.
Ifølge CEO Michael Stadi vil emissionen på flere fronter yderligere styrke FOM Technologies før en fremtidig notering på hovedbørsen. De rejste penge skal bruges på tre hovedområder. Den samlede organisation, herunder salgskontoret i USA, kan nu yderligere styrkes og der bliver mulighed for at opbygge et større varelager, så man kan levere hurtigere på den store efterspørgsel fra både kommercielle kunder og forskningsinstitutioner. Samtidigt vil FOM Technologies i højere grad kunne udvikle ny teknologi og løsninger, der kan møde fremtidige kundebehov og sikre og udbygge selskabets position i markedet, herunder stort fokus på machine learning og AI fremadrettet.
Udstedelsen af nye aktier medfører en udvanding af de eksisterende aktionærer på ca. 16,63% efter gennemførelsen af transaktionen som følge af en stigning i antallet af udstedte aktier og stemmer fra i dag 7.798.914 til 9.354.696. Efter transaktionens gennemførelse vil ATP besidde ca. 13,96% af kapitalen i FOM Technologies. Martin Kiener og Michael Stadi vil gennem deres respektive holdingselskaber besidde henholdsvis 21,57% og 11,01% af kapitalen i FOM Technologies efter transaktionens gennemførelse, og vil således fortsat have hånden på kogepladen og være blandt de fire største aktionærer.
CEO Michael Stadi udtaler ifm. den nu udskudte målsætning om en notering på hovedbørsen:
Målsætningerne med vores oprindelige udmelding fra starten af 2023 om den nu udskudte notering på main market, var dels at få store investorer med om bord og dels at få finansielle kræfter til at udvide vores markeder og øge vores globale relevans inden for materiale forskning. Vi har med dagens emission nu lykkes med begge dele, og vi kan dermed se frem til en notering på main market et stykke ude i fremtiden. Den finansielle rustning, vi nu har opnået, skal sikre, at det er et endnu større og stærkere FOM, der en dag i fremtiden søger om optagelse på main market, når tiden er inde.
No comments! Be the first commenter?