Konsolidator har i dag præsenteret sin kvartalsrapport for første kvartal af 2023, hvor selskabet har løftet sin ARR til 18,6 mio. kroner svarende til en vækst på 30% ift. samme tidspunkt sidste år.
Udviklingen i årets første tre måneder stemmer dermed overens med selskabets forventninger, hvilket kan ses på både omsætning og EBIT. I kvartalet omsatte Konsolidator for 4,7 mio. kroner svarende til en vækst på 24% ift. samme periode sidste år. På EBIT-niveau har selskabet oplevet en markant forbedring. Hvor Konsolidator sidste år i samme periode havde et negativt EBIT-resultat på 6,5 mio. kroner, realiserede selskabet i år et negativt resultat på 2,9 mio. kroner. Dette svarer til en forbedring på 55%.
For helåret fastholder Konsolidator sine forventninger om at løfte sin ARR til 21-23 mio. kroner svarende til en vækst på 20-30%. Dertil forventer selskabet at nå en omsætning på 20-22 mio. kroner svarende til en vækst på 20-30% samt et negativt EBIT-resultat på 5-8 mio. kroner.
Konsolidator meddelte kort før kvartalsrapporten, at de forventer at gennemføre kapitaltilførslen på i alt 33-35 mio. kroner i løbet af maj 2023. Selskabet har modtaget lånetilbud, men afventer den endelige forhandling og godkendelse, hvorfor bestyrelsen har forlænget tegningsperioden for selskabets rettede emission indtil den 2. juni 2023. Denne kapitaltilførsel vil sikre nok kapital til at finansiere selskabets drift, indtil de forventer at være cash flow positive. I den forbindelse udtaler CEO, Claus Finderup Grove:
Når kapitaltilførelsen og den stærkere kapitalstruktur falder på plads, kan vi med et nyt udgangspunkt og en stærk pipeline se fremad mod yderligere vækst og profitabilitet.
No comments! Be the first commenter?