Konsolidator forventes at offentliggøre deres kvartalsrapport for første kvartal af 2023 i næste uge, hvor et af de store temaer gennem kvartalet har været kapitalrejsningen. Konsolidator sikrede sig et tilsagn på 18,5 mio. kroner i en rettet emission, bundet op på at selskabet sikrer sig et langsigtet lån på mindst 11,5 mio. kroner.
Kvartalet har udover et kapitalfokus også budt på flere nye annoncerede kunder. Allerede i starten af året kunne Konsolidator præsentere The Beaufort Group som ny kunde. Det var dermed en ny kunde på UKI-markedet, som fortsat er et marked med høj prioritet for Konsolidator. UKI er en forkortelse for UK og Irland. Gennem hele 2022 hentede Konsolidator ni nye kunder på UKI-markedet, hvor Q4 2022 var det bedste kvartal til dato isoleret for dette marked.
Derudover har Konsolidator på det danske marked blandt andre annonceret CPHI-Holding som ny kunde. På det svenske marked har Konsolidator offentliggjort Social Eatertainment Group som ny kunde, mens Outset Global også er blevet annonceret som ny kunde. Outset Global er endnu en kunde på UKI-markedet.
Konsolidator forventes at præsentere kvartalsrapport for første kvartal af 2023 den 4. maj, hvor vi får indblik i den samlede tilgang af nye kunder. Konsolidator forventer ved udgangen af 2023 at nå en ARR på 21-23 mio. kroner samt en omsætning for helåret på 20-22 mio. kroner med et EBIT-resultat på -8 til -5 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?