Movinn kommer med årsregnskab i slutningen af indeværende kvartal. Som investor kan det være interessant at se på Movinns forventninger, da forretningsdelen tillader, at de i grove træk kender væksten på forhånd.
På det danske marked forventer Movinn at afslutte regnskabsåret 2022 med 96 nye enheder, hvilket svarer til 60% mere end deres oprindelige forventninger på 60 nye enheder. Den oprindelige guidance var baseret på Movinns value driver om 20% årlig vækst i antallet af enheder på eksisterende markeder.
I løbet af 2022 har Movinn lanceret deres koncept i Malmø og Lund. Her er det blevet til 44 nye enheder ved udgangen af tredje kvartal, hvilket bringer dem op på en samlet vækst på 140 nye enheder i 2022. Forventningen til det samlede antal enheder ved årets udgang lyder på 438.
Movinn forventer at nå en omsætning på 67-72 mio. kroner, hvilket svarer til en vækst på 19-28%. Movinn har kun fremlagt en guidance på EBITDA for eksisterende markeder, hvilket i starten af 2022 kun indebar Danmark. Her lyder forventningerne på 9-11 millioner, hvilket skal ses op mod 6 mio. i 2021. Koncernens EBITDA var ved udgangen af Q3 459 tusinde kroner lavere end for det danske marked isoleret, hvilket betyder, at lanceringen på det svenske marked har medført en negativ EBITDA på 459 tusinde kroner gennem Q3.
Forventningen til EBIT lyder på 4-6 mio. kroner for det danske marked. Her trak det svenske marked ned med 448 tusinde kroner i Q3 regnskabet, hvor koncernens EBIT for kvartalet lød på 823 tusinde kroner, mens det for årets første 9 måneder lyder på 2,8 mio. kroner. Heraf har Movinn i året første 9 måneder fået 1,5 mio. på bundlinjen efter alle omkostninger.
På billedet øverst i indlægget fremgår selskabets forventninger til årsregnskabet, som præsenteres den 28. marts 2023, hvorefter selskabet forventeligt præsenterer udviklingen samt forventningerne til 2023 på et digitalt event.
No comments! Be the first commenter?