Movinn leverer ikke kun guidance på omsætning og EBITDA som mange andre selskaber, men også flere driftsmæssige parametre. Dette inkluderer EBIT, investeringer, pipeline i eksisterende markeder, nye markeder samt omkostninger ved gæld.
Movinn forventer at nå en omsætning i intervallet 67-72 mio. kroner i 2022, hvilket svarer til en vækst på 19-28%. EBITDA forventes at nå 10-12 mio. kroner mod 6 mio. kroner i 2021. EBIT-forventningerne blev nedjusteret ifm. H1 regnskabet til 4-6 mio. kroner pga. højere afskrivninger en forventet.
Pipelinen for eksisterende markeder blev ligeledes opjusteret til 375-385 enheder fra tidligere 360-365 enheder, hvilket svarer til en vækst på 26-29%. Guidance for nye markeder og omkostninger til gæld blev fastholdt ved H1 regnskabet. Det forventes dermed tidligst, at Movinn lancerer i et tredje land til næste år, efter selskabet har etableret sig i Sverige i år.
Movinn forventer at lancere i flere svenske byer samt skalere deres tilstedeværelse i Malmø og Lund gennem resten af 2022. Tyskland er det næste marked, som Movinn forventer at træde ind i, hvor der er adskillige interessante byer for selskabet. Det er en del af Movinns value drivers at lancere i 1-2 nye markeder om året med minimum 30 lejligheder. Der er især fokus på Norden og Nordeuropa som potentielle markeder at udvide til.
Den 4. november 2022 vil Movinn forventeligt levere regnskab for tredje kvartal, hvor vi får en status på den seneste udvikling for selskabet. I skrivende stund handles aktien i kurs 5,02 svarende til en markedsværdi på ca. 84 mio. kroner. Baseret på midten af selskabets guidance for 2022, handles selskabet dermed til en forventet EBITDA-multipel på omkring 7,6x.
No comments! Be the first commenter?