De seneste par år har vi delt en årlig status på udviklingen på First North målt på Certified Advisors. Nu har vi gjort status på 2023, hvor mange selskaber har forladt børsen.
Certified Advisors kan også kaldes rådgivere for de selskaber, som er noteret på First North. Deres opgave er at guide, støtte, og opdatere selskaberne omkring regler ifm. at være børsnoteret på First North. Derudover spiller de en væsentlig rolle ifm. selskabernes kommunikation. Når vi vurderer rådgivernes rolle, er kursudviklingen et relevant parameter, mens handelsaktiviteten også er væsentligt.
Da jeg sidste år lavede denne opgørelse, oplevede alle Certified Advisor et negativt afkast målt på udviklingen for deres kunder. Clearwater International var den bedst performende rådgiver med et gns. afkast på -1% fordelt på selskabets dengang tre kunder. I min opgørelse i år finder vi Clearwater i den modsatte ende, efter selskabet ikke længere rådgiver Jobindex, fordi de er blevet afnoteret, mens Donkey Republic har skiftet til Grant Thornton. Clearwater rådgiver derfor kun et selskab på First North DK.
Grant Thornton vs. Norden CEF
I toppen af denne undersøgelse finder vi EY, som har oplevet en stigning på 91% samt en gns. daglig volumen på knap 69 tusinde kroner. Denne udvikling er dog alene baseret på et selskab, nemlig SameSystem, der er på vej til at blive afnoteret. Placeringen som nummer 1 til EY vil jeg derfor ikke tillægge synderlig værdi, idet selskabet snart slet ikke er rådgiver for nogle af de dansknoterede First North selskaber, når SameSystem har haft sidste handelsdag.
Derimod er konkurrencen mellem Grant Thornton og Norden CEF altid interessant at følge, idet de er de to største aktører. Grant Thornton rådgiver i dag 8 af de danske First North selskaber, mens Norden CEF rådgiver 13. Det svarer til, at de to Certified Advisors tilsammen rådgiver omkring halvdelen af de noterede selskaber på First North Danmark. Det er desuden væsentligt at bemærke, at Grant Thornton også var Certified Advisor for Shape Robotics, der i november rykkede op på hovedbørsen. Shape Robotics er dog ikke inkluderet i denne oversigt, men ville påvirke kursudviklingen og den gns. volumen for Grant Thornton positivt, hvis selskabet fortsat var noteret på First North og dermed inkluderet i denne oversigt.
Kigger vi på kursudviklingen har Grant Thornton dog uden Shape Robotics overtaget over Norden CEF. Grant Thornton har målt på sine 8 selskaber oplevet en gns. kursudvikling på -7% gennem 2023, mens Norden CEF for sine 13 selskaber oplevede en gns. kursudvikling på -14%. Norden CEF har dog overtaget, når det kommer til handelsaktivitet, hvor Norden CEFs selskaber gennemsnitligt næsten har oplevet tre gange så meget handel som Grant Thorntons selskaber.
Min opgørelse over Certified Advisors for 2023 fremgår nederst i dette blogindlæg, og hvis vi går lidt tættere på tallene, kan man også argumentere for, at Norden CEF udfordrer målt på kursudviklingen. Grant Thornton har den bedste gns. kursudvikling af de to rådgivere, men Norden CEF har omvendt flere selskaber i plus for året end Grant Thornton. Norden CEF har oplevet kursstigninger hos 5 ud af de 13 selskaber, som de rådgiver, svarende til 38,5% af selskaberne. Grant Thornton har oplevet stigninger hos 2 ud af 8 selskaber svarende til 25%. Gennemsnittet hos Grant Thornton trækkes derfor op af, at de rådgiver OrderYOYO og RISMA, som begge havde et rigtig godt år i 2023. Kigger vi på alle de selskaber, der oplevede kursstigninger på First North DK i 2023, rådgives 50% af dem af Norden CEF.
Norden CEF var i 2022 den rådgiver, som oplevede den højeste gns. daglige handelsvolumen for sine selskaber. I 2023 overgås Norden CEF kun af Clearwater International, der som nævnt tidligere kun rådgiver et selskab i dag, hvorfor jeg fortsat mener, at Norden CEF er helt i toppen på dette parameter.
Västra Hamnen i bunden
Alt imens man kan argumentere for, at Norden CEF har klaret det relativt godt med fortsat tæt konkurrence fra Grant Thornton, er Västra Hamnen i bunden sammen med Keswick, der tilsammen rådgiver 6 af selskaberne på First North DK, der alle oplevede kursfald gennem 2023.
Västra Hamnen og Keswick oplevede en gns. kursudvikling målt på deres kunder på hhv. -59% og -57%. Flere af de to rådgiveres kunder har hentet kapital gennem året, hvilket har medvirket til udfordrede aktiekurser. For Västra Hamnen gælder det bl.a. for ViroGates, der oplevede et kursfald på ca. 85% gennem 2023, men sikrede 13,9 mio. kroner før omkostninger gennem en fortegningsemission i slutningen af året.
No comments! Be the first commenter?