Inden årsskiftet spurgte jeg medlemmerne i vores Facebookcommunity om hvilke aktier, som de har mest tiltro til i 2024.

Den 20. december 2023 startede en meningsmåling, hvor vores medlemmer kunne stemme på sine favoritaktier for 2024 blandt de danske vækstbørsaktier. I skrivende stund har meningsmålingen i alt 192 stemmer, som er blevet fordelt på 33 forskellige aktier af de i alt 48 valgmuligheder. Blandt valgmulighederne er også SameSystem og Nord.investments, som begge er på vej til at blive afnoteret.

Går vi tilbage til sidste år, lavede jeg ligeledes en meningsmåling, inden året skiftede. Dengang var FOM Technologies og Shape Robotics de to favoritter til 2023, og begge selskaber har også haft et begivenhedsrigt år, hvor sidstnævnte har skiftet til hovedbørsen, og derfor ikke er mulig at stemme på i dette års meningsmåling.

I år er en ny aktie i toppen blandt medlemmernes favoritaktier, hvilket vi vil se nærmere på nu.

Medlemmernes favoritter i 2024

Ingen kan forudsige udviklingen på aktiemarkedet, hvorfor jeg heller ikke har et bedre forslag på årets vinder på aktiemarkedet, end du har. Sådan vil det altid være, hvorfor denne type meningsmålinger egentligt mest af alt har til hensigt at stille ens nysgerrighed og måske danne grundlag for selv at undersøge en virksomhed nærmere.

Den aktie som i skrivende stund har flest stemmer i vores meningsmåling, er Trophy Games efterfulgt af Scandinavian Medical Solutions. De to aktier har hhv. 21 og 19 stemmer i meningsmålingen, hvor FOM Technologies indtager tredjepladsen med 16 stemmer. Det er tre aktier, som jeg selv følger, og fælles for de tre selskaber er en profitabel drift, men fortsat solid omsætningsvækst, hvilket er en kombination, der ser ud til at behage de private aktionærer.

Blandt de andre favoritaktier finder vi Wirtek, Erria, Freetrailer, BactiQuant og Curasigjt med over 10 stemmer. De tre førstnævnte leverer ligesom Trophy Games, Scandinavian Medical Solutions og FOM Technologies positive driftsresultater samt omsætningsvækst, mens BactiQuant og Curasight er i et tidligere vækststadie.

De tre største favoritter

Kigger vi på de tre medlemsfavoritter, er Trophy Games generelt en aktie, som mange i vores FB-community følger med stor interesse. Trophy Games er også i en spændende fase, hvor de for få måneder siden offentliggjorde en opjustering og iværksatte et aktietilbagekøbsprogram på op mod 3 mio. kroner, som man ellers ikke ser så tit blandt disse små vækstvirksomheder, der foretrækker at bruge kapitalen til at vækste. Trophy Games har dog et solidt kapitalberedskab og ingen gæld, hvorfor selskabet fortsat har mulighed for at gennemføre interessante opkøb, mens den eksisterende forretning vokser organisk. Trophy Games har en række vækstdrivere for det kommende år, hvor særligt selskabets transportserie og lanceringen af The Ranchers, hvor Trophy Games er publisher, bliver spændende.

Scandinavian Medical Solutions fik meget opmærksomhed gennem 2023, bl.a. ved både at vinde internationale og nationale priser. Scandinavian Medical Solutions er gået ind i 2024 med en ændret organisation, hvor stifter og tidligere CEO, Jens Krohn, skal sikre en god start for det nyoprettede amerikanske datterselskab, hvor han nu er CEO. Derfor er tidligere CPO, Jens Hvid Paulsen blevet CEO i det danske børsnoterede selskab. Det nye kapital i USA bliver spændende at følge gennem kalenderåret 2024, mens den eksisterende kerneforretning, After Sales & Parts og udlejningsforretningen fortsat bliver relevant at følge. Scandinavian Medical Solutions beskrev selv ifm. deres årsrapport, at de anser deres guidance for indeværende regnskabsår for realistisk, men med mulighed for upside, hvis det viser sig, at selskabet har været for forsigtige med forskellige antagelser, herunder budgettet i USA, udlejningsforretningen og prisniveauet samt marginer for CT-scannere. Nogle aktionærer virkede skuffede over guidance for indeværende regnskabsår, og aktiekursen oplevede også et fald i de efterfølgende uger, som dog til dels er blevet indhentet i starten af det nye år. Det bliver spændende, om Scandinavian Medical Solutions igen i 2024 kan glæde aktionærerne med opjusteringer, som der kom fire af gennem seneste regnskabsår.

FOM Technologies har længe været en favorit blandt de private aktionærer, og det er ingen undtagelse i 2024. Det kan bl.a. tilskrives selskabets kontinuerlige performance, hvor de ikke lover mere, end hvad de kan overholde. I december kom FOM Technologies med en særdeles interessant nyhed, hvor en mindre gruppe af institutionelle investorer, herunder ATP og BankInvest, investerede over 43 mio. kroner i FOM Technologies. Det stiller FOM Technologies i en kapitalstærk situation, hvor de fremadrettet kan investere i organisationen, opbygge et større varelager, og ikke mindst udviklingen.

Årets outsidere

Udenfor top-3 finder vi Freetrailer (15 stemmer), BactiQuant (14 stemmer), Wirtek (12 stemmer), Curasight (12 stemmer), Erria (11 stemmer), Brain+ (8 stemmer) og SPENN Technology (7 stemmer).

Freetrailer har allerede været med selskabsnyt i 2024, hvor selskabet præsenterede udlejningstal for andet kvartal af det skæve regnskabsår. Freetrailer berettede om en udlejningsvækst på 34,6% ift. samme periode sidste år samt en stigning på 47% i antallet af udlejningsprodukter, hvorfor Freetrailer ved udgangen af 2023 havde 4.530 udlejningsprodukter. Derudover har Freetrailer indgået aftaler på 115 trailere med levering i Q3, og formår dermed at indfri selskabets mål om mere end 4.600 udlejningsprodukter i markedet inden 30. juni 2024. Jeg har selv aktier i Freetrailer, og ser frem til at følge udviklingen i 2024.

Personligt er jeg en smule overrasket over ikke at se Hove som en del af årets outsidere, efter et ellers godt år med solid vækst og profitabilitet. Aktien har kun 4 stemmer i årets meningsmåling. Måske selskabet har mistet en del af aktionærernes tillid efter balladen om insiderhandlerne, hvor selskabet først opjusterede sine forventninger, hvorefter selskabets CCO samt et bestyrelsesmedlem solgte for i alt ca. 2,5 mio. kroner efterfulgt af en nedjustering blot tre uger efter opjusteringen. Dette forløb fik både kritik i vores FB-community og i dagbladet Børsen, hvor selv Kim Mikkelsen, der er investeret i Hove gennem Strategic Investments har udtalt sig meget kritisk overfor situationen. Hove har derfor en umiddelbar opgave i at genopbygge tilliden til investorerne i 2024.