Re-Match opererer indenfor genanvendelse af kunstgræsbaner. Kunstgræsbaner har en estimeret levetid på 8-12 år, hvorfor markedet for genanvendelse er forholdsvis forudsigeligt.
Efterspørgslen kan estimeres nogenlunde præcist ved at fremskrive levetiden for nyopførte kunstgræsbaner. I prospektet fremgår det, at der blev opført 42.000 nye kunstgræsbaner i løbet af 2020, samt at antallet af nye kunstgræsbaner har oplevet stor vækst over de seneste år. Det estimeres, at der vil blive opført 56.000 nye kunstgræsbaner i 2023, hvorfor markedet ligeledes forventer at vækste fremtidigt. Tallene er for antal fodboldbaner, hvor hver kunstgræsbane indeholder plastik svarende til 1,4 mio. plastikposer.
Grundet det forudsigelige marked kan Re-Match tilpasse deres vækstplan, som er meget ambitiøs. Re-Match guider med at have 24 operationelle fabrikker indenfor 10 år af prospektets udgivelse. På nuværende tidspunkt har de en operationel fabrik og to under opførelse i henholdsvis Holland og Frankrig. Selskabet ønsker en bred tilstedeværelse, hvor der forventes at komme fabrikker på tværs af USA, Europa, Asien og Australien.
Kapaciteten for hver Re-Match fabrik er på omtrent 250 kunstgræsbaner årligt, og koster estimeret 8,5 mio. EUR at opføre. Med en fuld udrulning af 24 fabrikker kan Re-Match spare affald svarende til 6,9 mia. plastikposer årligt, hvilket svarer til omkring 1,4 mio. tons affald hvert år. Re-Match forventer ifølge prospektet at kunne omsætte for 10-13 mio. EUR. per fabrik, når de er fuldt operative.
No comments! Be the first commenter?