Relesys kunne i går efter markedsluk præsentere deres årsregnskab for 2021, hvor selskabet nåede en ARR-vækst på 40%.
Dermed leverer Relesys et resultat over forventningerne. Relesys havde guidet med at nå en ARR på 30,6 mio. kroner ved udgangen af 2021, men har realiseret en ARR på 31,3 mio. kroner. Dermed har Relesys fået en god start på den strategi, som de præsenterede ifm. børsnoteringen, hvor de ligeledes præsenterede et mål om at nå en ARR på 75-85 mio. kroner i 2024.
Gennem året har Relesys fortsat deres vækst, hvor både Sverige og Benelux-området har vidst stærke takter. Derudover har Relesys fortsat med at tiltrække store brands til kundeporteføljen, herunder Vestas og Carlsberg Danmark.
Relesys har formået at løfte salget fra eksisterende kunder med 10%, hvilket er positivt, da det indikerer, at Relesys kan øge indtjeningen fra de eksisterende kunder, og dermed også kan vækste forretningen gennem den nuværende kundebase og ikke alene gennem nye kunder. Derudover har Relesys haft et ARR churn på 3%. Churn beskriver, hvor god virksomheden er til at fastholde deres eksisterende ARR, hvorfor man sigter efter en så lav churn som muligt.
I 2022 forventer Relesys at kunne fortsætte den vækstrejse, som de lagde op til ved børsnoteringen. Relesys guider med at nå en ARR på 40-42 mio. kroner svarende til en vækst på ca. 27-34%. Relesys forventer desuden at træde ind på det britiske marked i 2022, hvilket også var en af målsætningerne ifm. børsnoteringen. Jævnfør virksomhedsbeskrivelsen forventer Relesys derudover at ekspandere til USA og DACH-regionen i hhv. 2023 og 2024.
No comments! Be the first commenter?