Shape Robotics har i dag offentliggjort helårs- og kvartalsrapport for Q4 2021. Resultatet for 2021 er i den høje ende af forventningerne til året, som blev annonceret den 5. januar 2022.
Et succesfuldt strategisk opkøb og fokus på salg af komplette robotlaboratorier medførte i fjerde kvartal 2021 et markant omsætningsboost på mere end 12 mio. kroner for Shape Robotics. Shape Robotics slår egne omsætningsmål på minimum 80% for regnskabsåret 2021 med en vækst på hele 194% på toplinjen og overstiger dermed IPO-forventningerne. Væksten vil stige yderligere i det kommende år, hvor selskabet forventer en omsætning i niveauet 60-70 mio. kroner for 2022.
Omsætningen på 12,6 mio. kroner i fjerde kvartal svarer til en vækst på over 800% sammenlignet med samme periode sidste år. Dermed ender omsætningen for hele året på 17,8 mio. kroner. Dækningsbidraget er i samme periode faldet fra 40% til 34%. Selskabets ARR udgør 616 tusinde kroner ved udgangen af året.
Shape Robotics’ CEO, David Johan Christensen udtaler:
Vi har udvidet vores forretningsområde i 2021 med salg af komplette STEAM Labs løsninger til skoler og det lagde fundamentet til den store vækst i Q4. 2022 er året hvor vi skal forløse det kæmpe potentiale der ligger i vores salgspipeline.
Blandt højdepunkterne i fjerde kvartal kan bl.a. nævnes installationen af syv SmartLabs med en ordreværdi på 5 mio. kroner på Lumina-skoler. Derudover offentliggjorde selskabet d. 11. november en ordre til det rumænske forsvarsministerium omhandlende installation af 6 teknologilokaler på officer akademiet i Bukarest. Ordren havde en værdi på 2,4 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?