Shape Robotics starter ugen med at offentliggøre en ordre på 53 mio. kroner som et resultat af partnerskabet mellem Shape Robotics og Network One Distribution. Størstedelen af ordren forventes leveret i december.
Med denne ordre i hus ser den danske EdTech-koncern nu særdeles positivt på at nå målsætningen i forhold til indeværende års guidance allerede tidligt i december måned, der erfaringsmæssigt udgør årets travleste periode for ordreindtag. Dagens ordre er desuden den største enkeltordre i selskabets historie. Shape Robotics forventer således at ramme i det øvre interval på de udmeldte omsætningsforventninger på 145-155 mio. kroner for regnskabsåret 2023 og forventer i medio december 2023 at kunne udmelde forventningerne til 2024.
Shape Robotics har i årene 2022 og 2023 ekspanderet i især Øst- og Centraleuropa primært via en partnerskabsbaseret vækststrategi, hvor udvalgte, internationale distributører kan servicere skoler og institutioner med nøgleklare teknologilokaler, de såkaldte STEAM Labs, hvori Shape Robotics’ egen skolerobot Fable sammen med hardware som f.eks. 3D-printere, Virtual Reality, interaktive tavler og undervisningsmateriale skaber en holistisk løsning til undervisning i teknologi. Den rumænske distributionsgigant, NOD, og Shape Robotics indgik i sommeren 2023 en rammeaftale på minimum 30 mio. euro, som i juni medførte en opjustering for regnskabsåret 2023.
CEO for Shape Robotics, André Fehrn udtaler ifm. dagens milepæl:
Vores overordnede rammeaftale med NOD til en værdi af 30 mio. euro, der i dag yderligere manifesteres med en milepælsordre, er først og fremmest kommet i hus, fordi vores team i månedsvis har arbejdet utrætteligt, fleksibelt og topprofessionelt. En international virksomhed som Shape Robotics er fuldstændigt afhængig af, at alle ansatte opererer både selvstændigt og snarrådigt med fokus på at finde de bedste løsninger til kunderne. Vores vækststrategi, som vi gerne ser udbredt til endnu flere lande, drives frem af høj efterspørgsel og høj brugbarhed af vores løsninger samt vores stærke partnere og uvurderlige in-house arbejdsheste.
No comments! Be the first commenter?