Scandinavian Medical Solutions meddelte mandag eftermiddag, at selskabets hovedaktionær og administrerende direktør har solgt 10% af aktierne i SMS til investeringsselskabet Nordic Compound Invest, der forvaltes af Jakob Have.
Handlen mellem parterne blev effektueret efter offentliggørelsen af Scandinavian Medical Solutions’ årsrapport for 2021/22. Med salget af disse aktier til Nordic Compound Invest A/S har SMS fået en unik mulighed for at få endnu en stærk institutionel investor med på holdet – én som med sit stærke navn og enorme indsigt vil være et stort aktiv for SMS’ fremadrettede udvikling, og som samtidig har en langsigtet strategi for sin investering i selskabet.
Både ledelse og bestyrelse ser yderst positivt på at have fået Jakob Have med på holdet, og der er opbakning til, at Jakob Have på den kommende generalforsamling den 8. december 2022 er på valg som nyt bestyrelsesmedlem. Jakob Have er en del af Børsens IPO-panel, hvor han i den forbindelse stiftede bekendtskab med SMS, og siden da har fulgt selskabet.
Jakob Have udtaler ifm. investeringen:
Jeg stiftede første gang bekendtskab med SMS for godt et år siden i forbindelse med min rolle i Dagbladet Børsens First North IPO-panel. Jeg er meget imponeret over den vækstrejse, som SMS er på under dygtig ledelse af Jens Krohn. Jeg anser SMS som den mest attraktive børsnoterede aktie i Skandinavien, og jeg ser frem til at bidrage aktivt til den fremadrettede succes. Hvis jeg bliver valgt ind i bestyrelsen, vil jeg sammen med den øvrige del af bestyrelsen og i tæt samarbejde med selskabets ledelse sikre, at Scandinavian Medical Solutions fortsætter den positive udvikling.
Efter transaktionen ejer Jens Krohn direkte og indirekte fortsat 9.650.000 aktier, svarende til 35,41% af aktierne i SMS. Transaktionen blev gennemført i kurs 4,66 kroner pr aktie svarende til en samlet investering på knap 12,7 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?