Scandinavian Medical Solutions har skævt regnskabsår, og ved udgangen af marts afsluttede selskabet dermed det første halvår af regnskabsåret 2022/23, som løber fra den 1. oktober 2022 til den 30. september 2023.

Scandinavian Medical Solutions forventes at offentliggøre halvårsregnskab den 16. maj 2023. I første halvår af regnskabsåret har SMS annonceret hele 14 ordrer. Fem af disse ordrer blev annonceret i første kvartal af regnskabsåret, mens de resterende ni er blevet annonceret i andet kvartal af regnskabsåret. Februar var en særlig travl måned, hvor der blev annonceret seks ordrer.

Blandt de 14 ordrer er 10 af disse i intervallet 2,0-3,5 mio. kroner, mens to er i intervallet 3,5-5,0 mio. kroner. Yderligere er én ordre i intervallet 5,0-8,5 mio. kroner blevet offentliggjort, mens den sidste ordre er en flerårig aftale, som havde en samlet værdi på over 8,5 mio. kroner. Dette svarer til, at der er annonceret ordrer i intervallet 40,5-62,0 mio. kroner i første halvår. Den flerårige aftale på over 8,5 mio. kroner vil dog ikke blive faktureret og indtægtsført alene i første halvår, hvor et hospital underskrev en kontrakt på en langtidsudlejning af en modulær MRI-løsning.

Scandinavian Medical Solutions forventer i 2022/23 at nå en omsætning på 140-155 mio. kroner, efter selskabet opjusterede sine forventninger i marts. På EBITDA-niveau forventer selskabet at nå et resultat på 17-19 mio. kroner. Opjusteringen skyldtes bl.a. den positive udvikling i netop udlejningsløsninger, men også forretningsområdet After Sales, som er selskabets reservedels- og servicehåndteringsområde. After Sales løsninger inkluderer b.la. handel med reservedele til opretholdelse, løbende vedligeholdelse samt opgraderinger af billeddiagnostisk udstyr. After Sales er et relativt nyt forretningsområde for Scandinavian Medical Solutions, og er ifølge selskabet blevet taget vel imod blandt kunder.