Scandinavian Medical Solutions overleverede i slutningen af sidste uge en sjælden og avanceret PET/MR-scanner til en eksisterende centraleuropæisk kunde.

Kunden valgte scanneren bl.a. grundet dets høje kompleksitet, og scanneren har tidligere været installeret på et skandinavisk hospital og er i bemærkelsesværdig god stand. Køberen har gennem årene foretaget flere handler med SMS, hvilket blandt andet skyldes SMS’ formåen til at håndtere komplekse scannere – salget er således et vidnesbyrd om selskabets evne til at levere kvalitet og service i særklasse.

Det er et større salg på over 2 mio. kroner, og er derfor offentliggjort i henhold til selskabets kommunikationspolitik. Konkret er salget inden for intervallet 5,0-8,5 mio. kroner, hvilket er niveauet under, at selskabet ville offentliggøre salget som en selskabsmeddelelse. Scandinavian Medical Solutions har nu offentliggjort ordrer for i alt 59,5-90,5 mio. kroner i indeværende regnskabsår.

Der blev ikke offentliggjort nye aftaler på over 2 mio. kroner i april, men selskabet har beskrevet i et nyhedsbrev, at de har haft travlt med at lukke aftaler og skabe fundamentet for kommende projekter. Fredag den 16. maj vil selskabet offentliggøre halvårsrapport for regnskabsårets første seks måneder, hvor selskabet efterfølgende vil holde en investorpræsentation den 19. maj.

Commercial Director hos Scandinavian Medical Solutions, Patrick Remon Gammelholm udtaler:

Vi ser igen og igen, at kunder vender tilbage til os, fordi vi har adgang til nogle af de bedste brugte systemer i verden. Netop dette salg er et godt eksempel på, hvordan vores brede netværk og tætte dialog med både købere og sælgere sikrer unikke muligheder. Vores CEO, Jens Hvid Paulsen, har gennem årene opbygget et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med kunden, hvilket har været afgørende for handlens gennemførelse.