Trophy Games har i dag opjusteret sine forventninger til 2024 efter en fortsat solid performance i selskabets transportserie.
Trophy Games forventer nu at nå en omsætning på 81-88 mio. kroner, et EBITDA på 20-23 mio. kroner med et EBT på 7-10 mio. kroner. Tidligere ventede selskabet at nå en omsætning på 72-80 mio. kroner, et EBITDA på 17-21 mio. kroner samt et EBT på 7-10 mio. kroner. Den initiale guidance for året var til sammenligning en omsætning på 59-68 mio. kroner, et EBITDA på 11-15 mio. kroner med et EBT på 2-6 mio. kroner.
Trophy Games har nu opjusteret sine forventninger til regnskabsåret fire gange, hvoraf tre opjusteringer er organiske og en opjustering var relateret til opkøbet fra Tivola Games. Trophy Games beskriver i forbindelse med dagens opjustering, at selskabets transportserie fortsat sælger og skalerer flot, hvilket danner grundlag for opjusteringen på ca. 10% på omsætningsniveau. Den næste lancering i transportserien er Truck Manager, som allerede har næsten 3.000.000 pre-registrerede brugere.
Forventningerne til EBT er ikke blevet opjusteret, hvilket skyldes lukningen af det litauiske datterselskab Piu Piu Ltd. og forsinkelsen på ubestemt tid for Airport Tycoon. Derudover investerer Trophy Games mere i markedsføringen, hvilket påvirker bundlinjen negativt på kort sigt, da det koster selskabet 6 måneder at tjene en bruger ind igen. Det betyder, at de markedsføringskroner, der benyttes i andet halvår 2024, vil påvirke bundlinjen negativt i 2024, men positivt i 2025.
Trophy Games gav ligeledes en kort status på The Ranchers, som fortsat forventes at blive udgivet i 2024. Grundet den store usikkerhed mht. udgivelsestidspunktet og salgstal, er The Ranchers ikke inkluderet i den nuværende guidance.
No comments! Be the first commenter?