Trophy Games offentliggjorde i går efter markedets lukning sin kvartalsrapport for første kvartal 2025, hvor selskabet har bygget videre på den flotte vækstrejse med fokus på profitabilitet.
Trophy Games løftede omsætningen til 21,7 mio. kroner i årets første tre måneder svarende til en fremgang på 9% sammenlignet med samme periode sidste år, hvor selskabet løftede omsætningen 77% sammenlignet med første kvartal 2023. Driftsresultatet målt på EBITDA udgjorde 6,1 mio. kroner svarende til en fremgang på 25% sammenlignet med samme periode sidste år, mens EBT voksede 31% til 4,0 mio. kroner. Antallet af installeringer er desuden vokset markant til 9,1 mio. installeringer svarende til en vækst på 201%.
Den store fremgang i antallet af installeringer er drevet af organisk trafik for Truck Manager samt Tivola porteføljen, som ikke var inkluderet i tallene i samme periode sidste år. Trophy Games beskriver, at de indledende tal for Truck Manager ser meget lovende ud. Spillet er fortsat kun i early access, og der bruges ikke penge på markedsføring, men alligevel er spillet tæt på at være selskabets næststørste titel målt på omsætningen i kvartalet, og er allerede i top målt på antallet af daglige aktive brugere. Fortsætter tendensen, vil Truck Manager allerede i andet kvartal overgå Shipping Manager og Energy Manager.
Trophy Games nærmer sig afslutningen på første halvår, hvor selskabet har formået at levere på flere vigtige milepæle, der vil danne grundlag for et spændende andet halvår. Det primære fokus er at færdiggøre Truck Manager, som vil give mulighed for at igangsætte markedsføringen af spillet og fokusere yderligere på den meget ventede udgivelse af Farm Manager i juli 2025.
En anden stor begivenhed i andet halvår er lanceringen af The Ranchers, hvor Trophy Games er publisher. En succesfuld lancering kan danne grundlag for et nyt forretningsområde for Trophy Games, da The Ranchers er det første spil, som selskabet udgiver som publisher. Det er vigtigt for Trophy Games at styrke sin position på dette marked, da det er en del af selskabets langsigtede vækststrategi at kombinere deres egne spil med at være publisher.
Trophy Games beskriver desuden, at de på nuværende tidspunkt ikke er direkte påvirket af den geopolitiske usikkerhed, men at ledelsen følger udviklingen tæt. Forventningen er fortsat at nå en omsætning på 85-106 mio. kroner, et EBITDA på 16-20 mio. kroner og et resultat før skat på 6-9 mio. kroner for hele 2025.
No comments! Be the first commenter?