Det er blevet tid til den ugentlige status for udviklingen på de danske vækstbørser, hvor de to Spotlight-noterede aktier CS MEDICA og DanCann Pharma slutter øverst med en stigning på hhv. 13% og 12%.

CS MEDICA meddelte fredag, at de har opnået en ny signifikant milepæl på det australske marked, hvor de bl.a. har fået godkendt to kosmetiske produkter. Blandt ugens andre bedst performende aktier finder vi også Erria og Hydract, der ligesom DanCann Pharma ikke har været med selskabsnyt i løbet af ugen.

Donkey Republic har oplevet en stigning på 7%, efter selskabet har offentliggjort deres KPI rapport for fjerde kvartal 2023, som var et rekordår for Donkey Republic med en omsætningsvækst på 70%. Donkey Republic realiserede for helåret en omsætning på 115,1 mio. kroner med et EBITDA på 9,3 mio. kroner. Seluxit er steget 8% uden selskabsnyt, og er nu steget over 150% i år. Seluxit vil offentliggøre halvårsrapport for deres skæve regnskabsår på mandag den 29. januar 2024.

Brain+ og LED iBond slutter i den nedre ende med et fald på hhv. 16% og 15%. LED iBond meddelte tirsdag, at de har vundet en ordre i tredje fase i et projekt i Østrig. Ordren i tredje fase har en værdi på 0,4 mio. kroner, og inklusiv ordrer i de første to faser har ordrerne en samlet værdi på mere end 1 mio. kroner.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Dataproces har indgået en kontrakt med en jysk top-ti kommune på selskabets SaaS-løsning MARS, BactiQuant har modtaget en ordre på analysekemi fra en amerikansk industrivirksomhed og Hove har modtaget 4 større ordrer til en samlet værdi af mere end 2 millioner kroner. To ledende medarbejdere hos Dataproces har desuden købt aktier, mens et bestyrelsesmedlem hos Movinn også har købt aktier.