WindowMaster har i dag meddelt, at de har vundet en kontrakt ifm. opførelsen af en ny skole og børnehave i Schewiz, hvilket understreger selskabets globale tilstedeværelse.

Kontrakten indebærer, at WindowMaster skal levere og installere aktuatorer og kontrolenheder til at dække 45 forskellige zoner i bygningen, gennem selskabets NV-Advance® system. Projektet forventes at være afsluttet i løbet af foråret 2026.

Dagens kontrakt kommer ovenpå, at selskabet i går kunne offentliggøre en kontrakt vedrørende renovationen af en offentlig skole i Schweiz. Denne kontrakt indebærer, at WindowMaster vil levere 210 WMX 814 aktuatorer, der har til formål at kontrollere omkring 50 forskellige zoner på skolen gennem WindowMaster NV-Advance ® system. Renovationsprojektet forventes at være afsluttet i løbet af foråret 2026. De to kontrakter i Schweiz er blot de seneste i en lang række af nye kontrakter hos WindowMaster, der i løbet af april kunne meddele, at de havde vundet en kontrakt vedrørende en renovering af et rådhus på 17.000 kvadratmeter beliggende nær København.

WindowMaster kunne i forbindelse med årsrapporten i marts fastholde sine forventninger til 2025 efter et rekordstærkt 2025, hvor de endda overgik deres egne forventninger. WindowMaster forventer i 2025 en omsætning i intervallet 290-310 mio. kroner svarende til -1% til 6% organisk vækst, mens EBITDA-resultatet forventes at ligge i intervallet 36-41 mio. kroner svarende til en EBITDA-margin på omkring 12-13%.

For 2024 steg EBITDA-resultatet til 37,3 mio. kroner, hvilket var en markant fremgang fra 2023, hvor EBITDA-resultatet endte på 19,3 mio. kroner. EBITDA-marginen vækstede fra 8,1% til 12,7%. Denne forbedrede rentabilitet er et resultat af højere omsætning og driftsmæssig effektivitet, der forventes at fortsætte i løbet af 2025. Kort før årsrapporten var selskabet ude med en opdatering på deres tilstedeværelse i Nordamerika, hvor selskabet fortsat ser solide muligheder og forventer, at Nordamerika vil spille en afgørende rolle i selskabets fortsatte udvikling. Det var ligeledes et tema i sidste måned, hvor selskabets direktør, Erik Boyter, i en artikel hos Finans udtalte, at han fortsat ser store muligheder i USA efter toldkaosset.