CS MEDICA har her til morgen offentliggjort deres Q2 rapport for selskabets skæve regnskabsår, som giver et indblik i periodens største begivenheder for selskabet.

I perioden har CS MEDICA indgået distributionsaftaler, der dækker en stor del af deres omsætningsmål for de kommende år. Fremtidigt har de høje forventninger til igangværende forhandlinger med adskillige potentielle globale distributører, som de forventer at kunne offentliggøre indenfor de kommende måneder. Gennem kvartalet har selskabet desuden budt fire nye ansatte velkomne, udvidet sortimentet hos Matas webshop og opnået adgang til nye markeder.

Efter periodens afslutning, har der ligeledes været mange begivenheder hos CS MEDICA. Her har CS MEDICA bl.a. fuldført deres test, der er adgangsgivende til det asiatiske marked, hvor de kort tid efter fik tilladelse til at sælge i Hong Kong. Her har de allerede fundet en distributør, hvor der er indgået en aftale til en værdi af 133,4 mio. kroner for de første 3 år. Dertil har de opnået yderligere patenter samt flere produkter hos ApoPro’s webshop, Matas’ fysiske butikker, samt en opstart på Amazons svenske webshop.

CS MEDICA har været påvirket af efterfølgerne fra Covid-19 og krigen i Ukraine. Det medførte en nedjustering, hvor forventningerne til omsætningen i indeværende regnskabsår er sat ned til 12 mio. kroner mod tidligere 50 mio. kroner. Omsætningsforventningerne til næste regnskabsår blev samtidig sat ned til 65 mio. kroner fra tidligere 150 mio. kroner, mens målet om de 150 mio. kroner er udsat til det efterfølgende regnskab.

Senest har CS MEDICA indgået en distributionsaftale på det tyske/østrigske marked, hvor der i første omgang er tale om 140.000 units svarende til en ordreværdi på 4,4 mio. kroner.