Med en ordre fra endnu et Fortune 500-selskab cementerer FOM Technologies i dag sin position som leverandør af teknologi til førende materialeforskere. Samtidig opjusterer FOM Technologies omsætningsforventningerne for både 2022 og 2023 med henholdsvis 20% og 25%. Ordren udgør en milepæl for FOM Technologies, der nu har 10 Fortune 500 selskaber i kundeporteføljen.

Stigende global efterspørgsel på forskningsudstyr til solenergi- og batteri-industrierne driver den internationale vækst for danske FOM Technologies, og interessen for den unikke danske slot-die teknologi i form af selskabets R/D-udstyr er støt stigende. Målet er at udnytte FOM Technologies unikke teknologi til at imødekomme efterspørgsel på nye højteknologiske løsninger som svar på en serie globale udfordringer.

På baggrund af denne ordre og virksomhedens overordnede pipeline opjusterer FOM Technologies guidance for omsætningen markant i både 2022 og 2023. Virksomheden planlægger i løbet af samme periode at styrke organisationen til at favne den forventede stigende efterspørgsel samt fortsat at investere i innovation og produktudvikling. EBITDA-forventninger til både 2022 og 2023 forbliver derfor uændrede for nu.

FOM Technologies forventer nu at nå en omsætning på 40-43 mio. kroner i 2022 mod tidligere 33-36 mio. kroner med et positivt EBITDA på 1-3 mio. kroner. I 2023 forventer FOM Technologies at nå en omsætning på 45-50 mio. kroner fra tidligere 36-40 mio. kroner med et positivt EBITDA på 2-4 mio. kroner. Selskabets bestyrelsesformand, Andreas Nielsen udtaler:

“Underpromise – Overdeliver” er et ufravigeligt mantra, der deles af hele teamet bag FOM Technologies, som samles bag en ambition om at tage det næste naturlige skridt fra vækstbørs til en Small Cap-notering næste år. Vores teknologi er blevet udvalgt af endnu en global mastodont. Støtten fra mere end 3.500 private investorer har gjort det muligt for os at etablere en kundeliste, der tæller mange af verdens mest anerkendte virksomheder og forskningsinstitutioner, men vi vil også gerne have de helt store institutionelle investorer med på vores rejse på sigt. Derfor arbejder vi fortsat på at modne vores organisation til at gå på hovedmarkedet i 2023 og for alvor at lyse op på radaren hos institutionelle investorer i fremtiden.”