Hydract blev børsnoteret i april 2021, og var med en overtegning på hele 861% en populær notering, hvor den velkendte investeringsforening Fundamental Invest ligeledes var blandt investorerne.

Aktien kunne tegnes i kurs 5 ved børsnoteringen, og grundet den store interesse under tegningsperioden, hvor mange småinvestorer slet ikke fik tildelt aktier, blev aktien kort efter noteringen sendt helt op i kurs 15. I skrivende stund handles aktien i kurs 1,95, svarende til et fald på 87% ift. toppen og et fald på 61% sammenlignet med tegningskursen.

Børsrejsen har med andre ord ikke gået helt som ønsket indtil videre for Hydract, der har kæmpet med at få et kommercielt gennembrud og senest sikret sig en livsnødvendig kapital for at sikre selskabets overlevelse. I sommers hentede Hydract nemlig knap 6,8 mio. kroner før omkostninger gennem en rettet emission, hvor MKA PENSIONSOPSPARING A/S tegnede samtlige aktier i en kurs på 0,673 kroner per aktie. Bag MKA PENSIONSOPSPARING A/S er Michael Kaa Andersen, der også var investor ved børsnoteringen i 2021, og dermed har fulgt selskabet i en længere periode.

Kapitalen var nødvendig, for ved udgangen af første halvår havde selskabet likvide beholdninger på 325 tusinde kroner. Derudover bød første halvår på en omsætning på 371 tusinde kroner med et negativt resultat før skat på 6,9 mio. kroner. Hydract skal derfor opnå markant vækst i indeværende halvår, såfremt de skal leve op til sin fastholdte guidance, der lyder på en omsætning på 15-18 mio. kroner med et resultat før skat på -5 til -8 mio. kroner.

I halvårsregnskabet beskrev Hydract, at forventningerne tyder på et gennembrud på flere fronter i løbet af andet halvår. Det er særligt i mejerisektoren, at Hydract ser muligheder. På nuværende tidspunkt afventer investorerne derfor, at selskabet lever op til sine udmeldinger om vækstmulighederne i mejeribranchen, hvor Hydract skal realisere nogle ordrer for at leve op til sin senest udmeldte guidance. Alternativt kan en nedjustering vente, ligesom selskabet tidligere har droppet sin guidance frem mod 2024 grundet usikkerhed.

Med en aktiekurs på 1,95 og et antal af aktier, der er vokset til mere end 31 mio. aktier efter seneste kapitalforhøjelse, handles Hydract i skrivende stund til en markedsværdi på 60,5 mio. kroner. Aktien blev sendt op med hele 29% i fredagens handel, hvor en lidt mærkværdig handel på under 4.000 kroner få sekunder før luk sendte aktien op fra kurs 1,76 til kurs 1,95. Handlen resulterede i, at Hydract i fredagens handel oplevede en stigning i markedsværdien på over 13 mio. kroner.

Hvad tænker du om Hydract, og har du tiltro til, at selskabet vil opnå et gennembrud inden for mejeribranchen, hvor selskabet i dag har rettet sin salgsindsats?