Det Nordjyske selskab MapsPeople blev børsnoteret den 2. juni 2021, hvorfor de nu har været noteret på First North Premier i lidt over et år.

Det har på mange måder været en udfordrende tid på børsen, hvor First North har været under stort pres i perioden sammen med resten af aktiemarkedet. Aktien står i skrivende stund i kurs 5,78, og blev tegnet i kurs 6,8. Aktiens højeste lukkekurs er 10,7, mens den laveste lukkekurs er i 5,52.

MapsPeople har haft travlt med at vækste, hvor der som led i deres ekspansionsstrategi er åbnet kontorer i Tyskland og Singapore. Senest kunne de i maj meddele, at de havde realiseret en vækst på 55% YoY. Ved udgangen af Q1 havde de således en ARR på 45,4 mio. kroner. Ved udgangen af indeværende regnskabsår forventer MapsPeople en ARR på 75-85 mio. kroner, hvilket svarer til en vækst på 82-107% YoY. Ved udgangen af seneste regnskabsår, var deres ARR på 41,1 mio. kroner.

MapsPeople er en smule efter de fremlagte forventninger i prospektet, hvor de ikke guidede med interval. Her fremgik det, at de forventede at opnå en ARR på 43 mio. kroner ved udgangen af regnskabsåret 2021, mens det for 2022 lød på 84 mio. kroner, hvilket er i den høje ende af deres nuværende guidance. Ifølge prospektet forventer MapsPeople ligeledes at kunne vækste mere end 100% næste regnskabsår, hvor forventningen til ARR lyder på 174 mio. kroner. Det svarer til en samlet årlig vækst på 101%.

Den høje vækst kræver selvsagt også en større organisation. Derfor har MapsPeople haft travlt med at ansætte nye, kompetente mennesker, og har alene i Q1 løftet organisationen fra 74 til 89 medarbejdere. Blandt selskabsnyhederne siden børsnoteringen kan bl.a. nævnes en ny treårig aftale med LinkedIn (US), en fireårig forlængelse med NetDesign (DK), et strategisk partnerskab med Swapcard (F), der globalt leverer software til store konferencer samt et strategisk samarbejde med Forward Advantage (US), der leverer IT-løsninger til hospitaler i primært USA.