Re-Match har underskrevet en byggekontrakt, som vil føre til opførelsen af virksomhedens tredje fabrik gennem dens joint venture, Re-Match France.

Byen Erstein i Alsace bliver hjemsted for den næste topmoderne fabrik, som den førende kunstgræsrecycler vil bygge for at levere på sin ekspansiv strategi og imødekomme en stigende efterspørgsel efter bæredygtig håndtering af udtjent kunstgræs i hele Europa.

Dette næste skridt blev bekræftet, da byggekontrakten mellem Re-Match France og entreprenøren LCR Group blev underskrevet. Det markerer starten på opførelsen af en fabrik på næsten 8.000 m2 på en 42.000 m2 stor grund.

Den nye recyclingfabrik vil kunne genanvende materiale fra hvad der svarer til mere end 250 fodboldbaner om året. Det sparer miljøet for mere end 100.000 tons CO2 årligt i forhold til en alternativ bortskaffelsesmetode som forbrænding. Genanvendelsesprocessen, der er patenteret og certificeret af Re-Match, bruger ingen vand eller kemikalier og genererer ingen forurening.

Den nye fabrik vil blive bygget efter den samme skabelon, som blev udviklet til Re-Matchs hollandske fabrik i Tiel – og som vil gøre det muligt for virksomheden at udvide efter planen, da fabrikker nu kan bygges på flere lokationer – samtidigt. Byggeriet er planlagt til at starte om et par måneder og med forventet levering af det fuldt operationelle anlæg i midten af 2023.

Re-Match’ CEO, Nikolaj Magne Larsen udtaler:

Vi er meget tilfredse med, hvor hurtigt projektet med at etablere den franske fabrik skrider frem. Det viser et stærkt engagement fra vores franske partnere, og sammen ser vi frem til at tage imod kunstgræs fra det franske marked samt Tyskland, Schweiz, Østrig, Luxembourg og Norditalien.