Vi nærmer os så småt november, hvor Scandinavian Medical Solutions leverer årsregnskab, og desuden kan fejre et års fødselsdag som børsnoteret virksomhed.

Scandinavian Medical Solutions gik på børsen med en forventning om at nå en omsætning på 80-85 mio. kroner med et positivt EBITDA på 12-14 mio. kroner i regnskabsåret 21/22. Efter to opjusteringer er forventningen i dag at nå en omsætning på 105-115 mio. kroner med et positivt EBITDA på 14-16 mio. kroner i 21/22.

Knap halvdelen af provenuet fra børsnoteringen skulle investeres i at øge selskabets lagerbeholdning, så Scandinavian Medical Solutions kunne udnytte attraktive købsmuligheder i markedet. Det har selskabet formået at eksekvere på samtidig med, at nye forretningsområder er blevet lanceret, heriblandt After Sales, som selskabet i sidste måned var ude at offentliggøre et salg omkring til en amerikansk kunde i størrelsen 2-3,5 mio. kroner.

En del af provenuet, omkring 25 %, skulle gå til markedsudvidelse og udvikling af salgsorganisationen. Ved virksomhedsbeskrivelsen havde SMS 11 personer i organisationen, hvoraf seks var fuldtidsansatte og de resterende fem var eksterne konsulenter. Det har sidenhen udviklet sig, hvor de ved seneste halvårsregnskab havde et gennemsnit på 11 fuldtidsansatte, har ansat en CFO, en Head of Medical Solutions og løbende har annonceret flere ansættelser. Ved børsnoteringen var forventningen at øge antallet af medarbejdere med fem i løbet af de første seks måneder, hvilket selskabet således har leveret på.

Scandinavian Medical Solutions havde første handelsdag på First North d. 3. november 2021, hvor tegningskursen var 5 kroner pr. aktie. Aktiens højeste lukkekurs var i kurs 6,15 i starten af 2022, mens den laveste lukkekurs var i kurs 4,04 i starten af september 2022. I skrivende stund handles aktien i kurs 4,32. Årsregnskabet forventes at blive offentliggjort d. 21. november 2022.