2cureX bekræftede onsdag (den 12/7 2023) deres forventninger til 2023, og på det afholdte Q2 webinar blev der ligeledes berettet om flere positive nyheder, herunder dialog med mange potentielle partnere.

2cureX forventer i 2023 at opnå en kommerciel omsætning på 3 mio. SEK samt yderligere 3 mio. SEK i omsætning fra blandt andet tilskud (grants) fra forskellige offentlige og private puljer.

I forhold til den kommercielle roll out, som er undervejs hos 2cureX, så forventer selskabet at øge antallet af lande med yderligere fem gennem 2023 til i alt 25 lande. Der er ikke indgået nogle aftaler herom i løbet af 2023, men der er tæt dialog med hospitaler i Belgien, Holland, Luxembourg, Italien og Frankrig.

Det forventes ligeledes, at der bliver foretaget 500 test i løbet af 2023. Ved udgangen af H1 2023 har 2cureX foretaget 64 test. Stigningen fra Q1 til Q2 er på 2,5 gang. I H2 2023 forventes således gennemfør 436 test.

2cureX forventer også at kunne offentliggøre en Notified Body i løbet af Q3 2023, hvilket er en stor milepæl for selskabet. En Notified Body er oftest flaskehalsen fra ét reguleringssystem til et andet, hvorfor det er en af de absolut vigtigste aftaler at nå i mål med på det regulatoriske område. 2cureX har her været igennem en screening og oplever en god dialog.

På billedet øverst i artiklen kan ses hvordan et typisk indsalgsforløb for Inditreat ser ud på hospitalerne.