Det er aldrig sjovt at skulle realisere et tab, men når det gælder minibørserne, er der en væsentlig skattemæssig detalje.
First North og Spotlight Stock Market betegnes som værende uregulerede markeder, hvilket også har en skattemæssig betydning. I dette indlæg kigger vi nærmere på en af de skattemæssige finurligheder.
Der gælder nogle bestemte regler og krav for selskaberne noteret på First North og Spotlight. Du kan læse meget mere om First North her, og Spotlight her.
Unik fordel
Når det gælder handel på et ureguleret marked, vil din handelsplatform ikke indberette til Skat. Det skal du selv gøre, men det er heldigvis også forholdsvis simpelt.
Læs også: Skat på First North.
Det bliver dermed dit eget ansvar at skulle holde styr på dine investeringer gennem en ureguleret børs. Det betyder også, at beløbet skal indberettes i nogle andre rubrikker hos Skat, og ikke medregnes i din almindelige aktieindkomst. Skattesatsen for et ureguleret marked er dog den samme, men gemmer på en unik fordel.
Ved aktieindkomst kan du normalt kun trække tab fra i fremtidig gevinst – hvorfor det ikke påvirker din personlige skat, hvis du oplever tab på aktiemarkedet. Her skiller de uregulerede markeder sig ud.
Fradrag på tab
Hvis du skulle være så uheldig, at have realiseret et tab på en First North aktie, så kan skatten trækkes fra i anden indkomst. Det betyder med andre ord, at hvis du oplever tab på eksempelvis 10.000 kroner, kan du betale 2700 mindre til skat af din løn (med udgangspunkt i skattesatsen på 27% på aktieindkomst). Vær opmærksom på, at det først og fremmest bliver modregnet i dine gevinster på andre uregulerede aktier, regulerede aktier, eventuel ægtefælles regulerede aktier og dernæst i din personlige indkomst.
Derfor kan du benytte et tab for året på First North aktier til at blive modregnet i din personlige skat, allerede samme år du oplever tabet. Det gør sig kun gældende, hvis du ikke har realiseret gevinster på andre uregulerede aktier, regulerede aktier eller eventuel ægtefælles aktier – her vil dit tab blive modregnet i disse. Det skal siges, at hvis tabet overstiger din samlede skattebetaling, så overføres restbeløbet til året efter. Du får dermed ikke en check fra skatteministeriet, men det er for de flestes vedkommende yderst usandsynligt, at dette skulle ske.
Skattesatser 2021 for aktieindkomst:
- 27% af beløb op til 57.200 (2022) – 56.500 (2021)
- 42% af beløb over 57.200 (2022) – 56.500 (2021)
Når det kommer til fradrag for tab på First North aktier, så tages der udgangspunkt i samme skattesatser.
Konkret eksempel
Hvis du f.eks. købte 1.000 aktier i Waturu til kurs 10, og nåede at sælge inden handlen med aktien blev suspenderet, kunne du have solgt til omkring kurs 5. Hermed ville du have realiseret et tab på 50% svarende til 5.000 kroner.
Læs også: Waturu slettes fra børsen.
I dette tilfælde vil 27% svare til 1.350 kroner, hvilket kan trækkes fra din lønindkomst. Dermed kan det altså være en skattemæssig fordel at sælge sine aktier med tab på minibørsen, hvis man f.eks. har mistet tiltroen til aktien, og ser bedre muligheder. Vær opmærksom på, at det først og fremmest bliver modregnet i dine gevinster på andre uregulerede aktier. Personligt anser jeg det som en væsentlig fordel ved at handle på minibørserne.
No comments! Be the first commenter?