Udbytteaktier og vækstaktier vil i nogle henseender være modsætninger. Derfor vil de fleste nok ikke sammenligne vækstbørsen med udbytteaktier.
Alligevel findes der udbytteaktier på den danske vækstbørs. Det er dog kun nogle få, da en forudsætning for udbytte også er overskud, hvilket der i skrivende stund kun er ca. 20% af de dansk-noterede minibørs-selskaber, som har.
Tre af de selskaber, som leverer overskud, kan også kategoriseres som udbyttebetalende aktier. Dette gælder Wirtek, Jobindex og EgnsINVEST Ejd., Tyskland, som alle udbetalte udbytte i regnskabsåret 2020. I de kommende afsnit vil vi tage et lidt nærmere kig på de enkelte selskabers udbytte.
Wirtek
Wirtek er en lidt unik minibørs-aktie, som de seneste mange år har leveret en solid vækst på både top- og bundlinjen. I perioden fra 2012-2020 har selskabet haft en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 20%, og frem mod 2025 venter de en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 30%.
Samtidig med den pæne vækst, har Wirtek udbetalt udbytte til sine aktionærer. I perioden fra 2017 til 2020 har de endda formået at fordoble udbyttet. I 2017 udbetalte Wirtek 0,09 kroner pr aktie svarende til 620.000 kroner i samlet udbytte. I 2020 var dette steget til 0,2 kr. pr aktie svarende til et samlet udbytte på 1,38 mio. kroner.
Wirtek har en udbyttepolitik, som lyder, at de maksimalt udbetaler 75% af årets resultat som udbytte. Samtidig er ledelsens mål at udbetale et udbytte minimum svarende til en udbytteprocent på 2%. I 2020 svarede udbyttet til en udbytteprocent på 1,5%, hvilket dermed ikke nåede målet på 2%. Der var dog gode årsager til, at selskabet ikke udbetalte et udbytte på >2%. Ifm. udbyttet udtalte selskabets CEO, Michael Aaen:
Wirtek er i gang med et opkøb af en spændende softwarevirksomhed som led i vores nye Accelerate25 strategi. Bestyrelsen har derfor for regnskabsåret 2020 valgt at indstille en justeret udbyttebetaling på 0,2 kroner pr. aktie, svarende til 1,5% af lukkekursen ultimo 2020. For Wirtek vil det altid være et spørgsmål om at sikre størst muligt afkast af vores overskudslikviditet samtidigt med, at vi er tro overfor vores udbyttepolitik om minimum 2% af lukkekursen for regnskabsåret. I år er bestyrelsen nået frem til, at årets udbyttebetaling tilgodeser aktionærernes hensyn bedst muligt. Det anbefalede udbytte på i alt 1,4 mio. kroner er 25% større end udbyttebetalingen sidste år.
Wirtek kan dermed kategoriseres som en defensiv vækstaktie, der både leverer stabil vækst og udbytte.
Jobindex
Ligesom Wirtek, er Jobindex også en temmelig unik minibørs-aktie. Jeg må indrømme, at da jeg første gang undersøgte Jobindex’ udbytte, blev jeg en smule overrasket. Årsagen hertil var, at jeg ikke havde forestillet mig et First North-noteret selskab have en kontinuerlig payout-ratio på omkring 100%. Det er dog tilfældet med Jobindex, som i 2020 havde en payout-ratio på hele 215% efter et år uden udbytte i 2019 grundet usikkerhed om COVID-19. Til info betyder det med andre ord, at de udbetalte 215% af resultatet gennem udbyttet, og dermed udbetalte et beløb svarende til over det dobbelte af årets resultat.
Jobindex er lige nu det største selskab på den danske vækstbørs baseret ud fra omsætningen samt resultatet. Baseret ud fra det ekstraordinære høje udbytte i 2020, har Jobindex i skrivende stund en udbytteprocent på over 8%. Dette svarer til en udbytteprocent, som er højere end mange af de velkendte stabile udbytteaktier i USA. Udbyttet fra 2020 er dog ikke helt retvisende at benytte til at beregne udbytteprocenten, da udbyttet i 2020 stort set svarede til en udbetaling for to regnskabsår.
Jobindex’ udbyttehistorik indikerer, at de prioriterer udbytte højt. Hvis du synes, at en rigtig udbytteaktie kombineret med en vækstbørs virker interessant, kunne Jobindex derfor være et kig værd.
EgnsINVEST Ejd., Tyskland
EgnsINVEST Ejd., Tyskland er en stabil udbytteaktie, og har de seneste mange år udbetalt et årligt udbytte på 2,35 mio. kroner svarende til 1 kr. pr aktie. Baseret ud fra nuværende kurs i 256, svarer det til en udbytteprocent på 0,4%, hvilket dermed også er den laveste udbytteprocent blandt disse tre aktier.
EgnsINVEST Ejd., Tyskland har dog også en væsentlig mere neutral payout-ratio end tilfældet er hos Jobindex. I 2020 svarede udbyttebetalingen til en payout-ratio på knap 8%.
Det er dog vigtigt at vide, at likviditet i aktien hos både EgnsINVEST Ejd., Tyskland og Jobindex er ret lav, hvilket giver en fundamental risiko for dig som investor. Det gør det nemlig sværere at komme af med aktien. Wirtek har omvendt en væsentlig bedre likviditet.
Tilfælles for disse tre selskaber er, at de har været noteret på First North siden første bølge. De er nemlig alle tre noteret i perioden 2006-2008. I dette indlæg tog vi et nærmere på de gamle danske First North selskaber, hvor du ligeledes kan blive klogere på de tre omtalte aktier.
Kilder: Wirtek, Jobindex & EgnsINVEST.
No comments! Be the first commenter?