Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugen der er gået på den danske vækstbørs.

Øverst slutter Monsenso med en stigning på over 100%. Tegningsperioden hos selskabets fortegningsemission sluttede torsdag, hvor handlen med tegningsretter sluttede tirsdag. Per Hansen fra Nordnet påstår, at det pres, der har været på aktien pga. kapitaludvidelsen, er aftaget, og tror derfor at flere har købt ind i selskabet.

Onxeo, SMS, MapsPeople og NORD.investments slutter ligeledes med tocifrede procentstigninger. Scandinavian Medical Solutions meddelte fredag, at selskabet netop har et historisk stort udbud på 13 brugte MRI-scannere via Siemens Healthineers. Ordren ændrede på nuværende tidspunkt ikke forventninger til regnskabsåret 2021/22, men bidrager til en stabilitet i omsætningen frem mod 2023, hvor de sidste af de 13 MRI-scannere demonteres.

FOM Technologies slutter ugen med en stigning på 7%. Den amerikanske print- og fotokopierings mastodont, Xerox Holding Corp. har tildelt FOM Technologies en kontrakt på køb af Slot-die coating udstyr til deres Systems Design afdeling i Xerox Research Center i Canada (XRCC). Derudover er FOM Technologies blevet optaget som medlem af USA Manufacturing of Advanced Perovskites konsortiet (US-MAP).

Hypefactors stiger 4%, og har lanceret en såkaldt dedikeret API-løsning, hvor teknologien udbredes til en større kreds af brugere. I denne forbindelse har selskabet skabt et nyt brand, som hjælper Hypefactors med at adressere et større marked, da løsningen nu nemt kan anvendes også i afdelinger som f.eks. marketingafdelinger og økonomiafdelinger, der typisk bruger andre IT-platforme.

Det har også været en begivenhedsrig uge for Shape Robotics, der med længder er i gang med sit bedste kvartal til dato. Shape Robotics har blandt andet meddelt, at de forventer at slutte året i toppen af den tidligere udmeldte guidance, og nu forventer at nå en omsætning på 15,8-17 mio. kroner mod tidligere 14-17 mio. kroner. Derudover har Shape Robotics udvidet aftalen med Global Education, som nu indeholder 7 SmartLabs mod tidligere 5 SmartLabs. Det øger værdien af samarbejdet med ca. 1,5 mio. kroner.