Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugen der er gået på den danske vækstbørs.
Øverst slutter Risk Intelligence, NORD.investments og Valuer med stigninger på hhv. 22%, 21% og 15%. NORD.investments har fået omtale i en artikel på Bootstrapping med overskriften ”Ugens Startup: NORD Investments – robotrådgiver med stærk performance”, hvor der bl.a. sættes fokus på selskabets vækstmål og den faldende aktiekurs siden børsnoteringen.
Konsolidator er steget 9%. Selskabet har indgået en referral partneraftale med den internationale partner alliance Delphi Alliance, som repræsenterer 21 virksomheder i Grækenland, Cypern og Israel. Partneraftalen med Delphi Alliance adskiller sig fra Konsolidators andre referral partneraftaler, fordi aftalen omfatter en alliance med 21 forskellige virksomheder og ikke blot en enkelt virksomhed, hvilket gør det muligt for Konsolidator at nå en bredere og mere international målgruppe gennem aftalen.
Dataproces er faldet 2%, og har indgået en kontrakt på dataanalyse med en sjællandsk kommune med en værdi på over 250k kroner. Derudover har de indgået en kontrakt på MARC Fleksløn med en større sjællandsk kommune. Hove er faldet 6% efter selskabet har nedjusteret sine forventninger til EBITDA i 2021. Hove meddelte samtidigt, at de når en omsætning i det forventede interval og er kommet godt i gang med 2022, hvor de fastholder forventningerne om at nå en omsætning på 125-135 mio. kroner og et EBITDA på 9-10 mio. kroner.
Alefarm Brewing er faldet 8% og har lanceret deres nye abonnementsbaserede ølklub. Ølklubben giver adgang til unikke tilbud, sæsonprægede produkter og meget andet.
Flere selskaber har leveret regnskab i løbet af ugen, hvilket gælder Astralis, Wirtek, Monsenso og Odico. Wirtek nåede i 2021 en omsætningsvækst på 64% og en vækst i EBITDA på 94%, og har oplevet pæn fremgang i internationale kunder, som bestod af 49% af omsætningen mod 29% i forrige regnskabsår. Astralis vækstede omsætningen med 45%, og nåede dermed en omsætning på 75 mio. kroner i 2021. Monsenso oplevede omvendt et fald i omsætningen på 21%, og nåede dermed en omsætning på 7,1 mio. kroner i 2021.
No comments! Be the first commenter?