Endnu en uge på den danske vækstbørs er nu overstået, og igen har det været en begivenhedsrig uge med bl.a. et par regnskaber samt flere væsentlige nyheder.
I toppen slutter Agillic, BactiQuant og Brain+. BactiQuant har skrevet under på en for virksomheden historisk stor ordre fra en stor dansk medicinalvirksomhed og skal levere 24 avancerede test-robotter af typen BactiQuant Online ver. 2.0 PRO. Brain+ har bl.a. meddelt, at de lancerer deres første produkt ”CST-Therapist Companion” den 1. november på det danske marked. Dertil begynder Brain+ den 1. november at tilpasse produktet til Storbritannien i samarbejde med Esther Hui fra The University College of London.
Hove er gennem ugen steget 7%. Selskabet har annonceret en ordre på over 500.000 kroner, der kommer fra en vindmølle-OEM. Derudover har de meddelt, at de har åbnet sit fjerde globale datterselskab, denne gang i Tyrkiet. Hove Tyrkiet er kommet godt fra start, og har sikret de første tre ordrer på fedtpatroner fra en global OEM. Hove har haft et tæt samarbejde med denne globale OEM-kunde i mange år.
Erria slutter ugen med en stigning på 2%. Erria har opjusteret sine forventninger grundet en stærk performance i alle 4 selskaber i Danmark, Vietnam og Singapore. Det var selskabets fjerde opjustering i dette regnskabsår. Erria forventer nu at nå en omsætning på 140-150 mio. kroner i 2022 mod tidligere 120-130 mio. kroner. Forventningerne til EBITDA er nu på 11-13 mio. kroner mod tidligere 9-11 mio. kroner.
I bunden slutter Happy Helper, Nexcom og Re-Match. Happy Helper er i gang med at hente kapital til kurs 0,33 kroner, og Nexcom-aktien har taget et skridt tilbage efter selskabet var i toppen i sidste uge med en stigning på 25%. Re-Match har meddelt, at de har tilpasset selskabets aktiviteter og organisation til de historisk høje energipriser. Det forventes at resultere i lavere omsætning end tidligere forventet, men det er for tidligt at forudsige påvirkningen på indtjeningen. Re-Match faldt 15% gennem ugen.
No comments! Be the first commenter?