Der har været mange børsnoteringer på First North i første halvår af 2021, og det vil forventeligt også fortsætte lidt endnu.

Børsnoteringer har været et større emne på det danske aktiemarked i 2020 og 2021. I første halvår kom 12 nye selskaber på den danske First North børs, hvilket er det samme antal som i hele 2020. I 2020 kom også tre nye selskaber på Spotlight Danmark. I dette indlæg sætter vi fokus på børsnoteringer, og hvordan man som investor kan forholde sig til dem.

Hvad er en børsnotering?

En børsnotering bliver også omtalt som en IPO – Initial Public Offering. Når et selskab vælger at børsnotere sig, går det fra at være privat til at være offentligt. Dette er positivt, da risikosultne investorer kan få nye investeringsmuligheder samtidig med, at virksomheder kan hente kapital til vækst.

At investere i børsnoteringer indebærer som udgangspunkt altid en større risiko, da selskabet ikke er blevet prissat af markedet endnu. I et minibørs-perspektiv er det som regel også mindre vækstvirksomheder, som går på børsen, hvilket både afspejler potentialet og risikoen.

Tidsplan for børsnoteringer

Helt praktisk vil der ifm. en børsnotering være en kalender. Den kan i virksomhedsbeskrivelsen være omtalt som “Tidsplan for udbuddet”. Først vil der fremgå en dato for hvornår tegningsperioden begynder, hvorefter der vil fremgå hvornår tegningsperioden slutter. Denne periode vil ofte have en varighed på omkring to uger.

Hvad er en tegningsperiode?

Den periode, hvor de private investorer har mulighed for at tegne aktier i selskabet. Det er dermed inden selskabet er gået på børsen.

Dernæst vil fremgå en data for hvornår resultatet af udbuddet offentliggøres. Hvis du har tegnet aktier i selskabet er det en vigtig dato, da det er her, hvor du finder ud af om du får tildelt aktier eller ej. Det er ligeledes her hvor offentligheden får at vide, hvor stor interesse der har været for børsnoteringen.

Efterfølgende vil der fremgå en dato for afviklingsdagen samt registrering hos Erhvervsstyrelsen. Disse datoer er ikke så væsentlige. Det er derimod den dato, hvor selskabet har første handelsdag. Dette er dagen, hvor selskabet børsnoteres og handles for første gang på børsen.

Hvordan investerer man i børsnoteringer?

Der er flere muligheder for at tegne aktier i børsnoteringer. Du kan højst sandsynligt benytte din egen bank, men den mest populære fremgangsmåde er gennem Nordnet. Saxo tilbyder ikke at tegne aktier i IPO’s.

På Nordnet tegner du aktier på følgende måde: Nordnet.dk –> Corporate actions & IPO’er –> Læs vilkår / Svar –> Udfyld skema.

Du kan finde en længere illustrativ guide til investering i børsnoteringer her.

Kurtage på en IPO

En af fordelene ved at vælge Nordnet til at investere i IPO’s er, at der ikke er kurtage. Når du tegner aktier i en IPO på Nordnet er det nemlig kurtagefrit, da Nordnet modtager betaling gennem provision.

Du skal dog være opmærksom på, at der fortsat er kurtage på Nordnet, når du sælger aktien igen. Her gælder de normale kurtagesatser. Dermed er minimumskurtagen på en First North aktie også 29 kroner.

Jeg er ikke bekendt med kurtageforholdene i bankerne. Jeg er dog overbevist omkring, at Nordnet er den billigste mulighed hvad angår børsnoteringer.

Undersøg børsnoteringer

Som med så mange andre investeringer, er det vigtigt at være grundig i ens undersøgelse af selskabet. Heldigvis er der også rig mulighed for at blive klogere på de selskaber, som vælger at børsnotere sig. Som regel afholdes der en række investormøder, hvor ledelsen på forskellige platforme præsenterer virksomheden. Efterfølgende kan deltagerne stille spørgsmål, hvilket er en super god mulighed. Det giver både en god introduktion til virksomheden, men mindst lige så vigtigt, er det også en god mulighed for at lære ledelsen at kende.

Ifm. børsnoteringen udsender virksomheden også et prospekt eller en virksomhedsbeskrivelse. Denne indeholder meget væsentlig information om hele selskabet opbygning, strategi, økonomi, produkter, fremtidspotentiale og meget mere. Dette er ofte et meget langt dokument, men kan være helt afgørende for at træffe den rigtige beslutning.

I vores Facebookgruppe plejer vi at have en god debat om de forskellige børsnoteringer. Du kan deltage i vores gruppe her.

Høj eller lav værdiansættelse? 

Det helt centrale i ens undersøgelse af selskabet er selvfølgelig: Er den højt eller lavt prissat?

Der vil altid være forskellige holdninger til dette spørgsmål, og derfor er det vigtigt, at man selv er i stand til denne vurdering. Værdiansættelse af børsnoteringer er altid lidt svært, da selskabet endnu ikke er blevet prissat af markedet. Det er alene selskabet sammen med rådgivere, som har fundet frem til værdiansættelsen.

Hvis jeg skulle vurdere hvorvidt selskabet var højt eller lavt prissat, ville jeg kigge på følgende ting. Først og fremmest vil jeg gennemgå relevante elementer i virksomhedsbeskrivelsen, og læse om selskabets produkt. Produktet er selvfølgelig helt centralt, og her er det også en personlig vurdering, om man tror på produktets potentiale. Derudover kan jeg godt lide at kigge på nøgletal, og derfor vil jeg hurtigt gå til resultatopgørelsen og beskrivelsen af forretningen. Historiske nøgletal er selvfølgelig relevante, men for vækstselskaber vil jeg hellere vurdere selskabet ud fra deres vækststrategi og forventninger til fremtiden. I virksomhedsbeskrivelsen kan jeg få opfyldt alle disse ting og meget mere til.

Hvis virksomhedsbeskrivelsen virker interessant, vil jeg derefter deltage i et investorevent. Dette er den ultimative bedste måde at få et indblik i ledelsen, og desuden få svar på eventuelle spørgsmål, som man kunne have fået efter at have læst virksomhedsbeskrivelsen.

Hvis du er tilhænger af udtrykket: “First who, then what”, vil det være en god idé at starte med et investorevent.

Sammenlignelig undersøgelse

Efter ens undersøgelse af virksomheden, og man synes det virker interessant, kan man alligevel sidde tilbage med det samme indledende spørgsmål: Er den højt eller lavt prissat?

For at gøre ens undersøgelse sammenlignelig med andre selskaber, kan multipler være en god hjælp. I dette tilfælde er det især P/S-værdi, som er relevant, i hvert fald hvis selskabet har en omsætning. P/S-værdien viser, hvordan omsætningen er prissat, og hvor meget investoren betaler for en krone af omsætningen. I tilfældet med noteringen af Trophy Games mente mange, at den var lavt prissat grundet en lav P/S-værdi sammenlignet med mange af de andre børsnoterede spiludgivervirksomheder.

For SaaS-virksomheder vil nogle sammenligne med The SaaS Capital Index. The SaaS Capital Index består af mange amerikanske SaaS-virksomheder, og havde f.eks. i slutningen af maj 2021 en gennemsnitlig ARR-multipel på 14,5.