På Spotlight Danmark handles i dag syv aktier, nemlig Audientes, Cessatech, CS MEDICA, Curasight, DanCann Pharma, Freetrailer og Risk Intelligence.

Snart vil disse aktier opleve en teknisk ændring, idet Spotlight Stock Market skifter handelssystem til Nasdaqs system INET Nordic. Det giver mulighed for endnu mere handel, både i Norden samt internationalt, for de aktier, der er noteret på Spotlight Stock Market. Skiftet til INET Nordic muliggør at stort set alle banker i Norden og resten Europa, teknisk set får muligheden for at handle aktier på Spotlight Stock Market, hvilket kan bidrage til øget likviditet for aktierne.

For de børsnoterede selskaber medfører systemændringen ingen ekstra omkostninger. Stort set alle banker har allerede tilknytning til INET Nordic, hvilket letter skiftet og betyder, at alle deres kunder får teknisk mulighed for at handle med aktier, der er noteret på Spotlight Stock Market. Den officielle melding fra Spotlight Group er, at alle aktier noteret på Spotlight Stock Market skal handles i det nye system i første kvartal 2024. Administrerende direktør for Freetrailer, som er noteret på Spotlight Stock Market, Nicolai Frisch har dog beskrevet nærmere på sociale medier, at ændringen vil ske den 1. februar 2024.

Læs også: De ændrede skatteregler har haft stor betydning for de danske vækstbørser.

Hvad betyder det for dig?

Hvis du ligesom jeg allerede har aktier i et selskab noteret på Spotlight, får det ikke den store betydning for dig. Det er dog altid positivt, at aktierne bliver mere tilgængelige for handel, da det kan betyde øget handel med aktierne.

Personligt sætter jeg pris på denne ændring. Jeg har aktier i Freetrailer, og investerer selv normalvis i enkeltaktier på Saxo, der i dag ikke tilbyder handel med Spotlight. Jeg måtte derfor flytte midler fra Saxo og over til Nordnet, da jeg ville investere i Freetrailer, hvorfor Freetrailer i dag også er min eneste enkeltaktie på mit depot hos Nordnet, der ellers kun består af fonde.

Det er et konkret eksempel på, hvordan ændringen kan få betydning, da der sandsynligvis sidder en del investorer, der ikke vil flytte midler fra platform til platform, hvis ikke aktien er mulig at investere i gennem sin foretrukne handelsplatform. Med den kommende systemændring forventer jeg, at Saxo Bank vil tilbyde handel med aktier, som er noteret på Spotlight Stock Market, hvorfor jeg også selv fremover vil benytte Saxo Bank, hvis jeg vil supplere i Freetrailer eller investere i andre aktier på Spotlight Stock Market.