Audientes meddelte i fredags, at de har modtaget den forventede SRRC (State Radio Regulation of China) typegodkendelse for selskabets ’advanced hearable’ kendt som Companion.

Companion er et høre- og kommunikationsmiddel der booster hørelse efter behov og præferencer i forskellige situationer og miljøer, fx i samtaler, når man ser tv eller lytter til musik, ved sociale sammenkomster, over telefonen, på arbejde eller i bil.

Certifikatet er udstedt af State Radio Monitoring and Testing Center efter en gennemgående serie af test på et laboratorie godkendt af The Chinese Ministry of Industry and Information Technology.

Med godkendelsen i hus kan Audientes sammen med deres kinesiske samarbejdspartner Shenzhen Hengtong Partner Company Ltd. fortsætte med de sidste tilpasninger af produkt og indpakning forud for lanceringen af produktet på det kinesiske marked. Dette forventer Audientes er færdiggjort i starten af 2024.

I september modtog selskabet Certificate of Radio Equipment i Japan efter godkendelse fra The Japanese Ministry of Communications for Companion by Audientes, , som vil blive solgt i Japan under samme navn som i Europa. I Kina introduceres det under et lokalt navn.

Dermed har Audientes nu sikret de nødvendige tekniske godkendelser for at kunne introducere det i både Kina og Japan, som selskabet også tidligere har kommunikeret i deres udrulningsplan. Den endelige godkendelse i Kina kom en måned senere end selskabets tidligere udmeldte forventning.