Audientes har i dag offentliggjort, at bestyrelsen har besluttet af gennemføre en mindre fortegningsemission, der kan tilføre selskabet op mod 4,9 mio. kroner før omkostninger.

De forventede omkostninger relateret til emissionen udgør ca. 0,8 mio. kroner, hvorfor selskabet effektivt kan hente 4,1 mio. kroner til at styrke driften.

Der er givet forhåndstilsagn på omtrent 26% af emissionen svarende til 1,3 mio. kroner af selskabets ledelse og større aktionærer. Audientes vil desuden fortsætte med at vurdere og udnytte potentiel investeringsinteresse fra professionelle investorer i forbindelse med emissionen.

Hvis emissionen bliver fuldtegnet, forventer Audientes, at 30% af kapitalen skal anvendes til markedsførings-, salgs- og driftsaktiviteter i Japan, Kina og Europa, 20% til markedsførings-, salgs- og driftsaktiviteter i Indien, Nepal og omkringliggende lande, 20% til produktudvikling, og certificeringer til det kinesiske, indiske, samt andre regulerede markeder med regler for såkaldte Medical Devices, 20% til administration og finansiel compliance, mens de resterende 10% er øremærket produkter fra OSM Group.

Der kan i alt blive udstedt op til 138.768.644 nye aktier. Alle registrerede aktionærer per 21. maj 2024 vil modtage forhåndstegningsretter til de nye aktier. For hver aktie der ejes, modtages to tegningsretter til nye aktier, hvor hver tegningsret giver mulighed for at tegne en ny aktie for 0,035 kroner per aktie. Tegningsretterne kan benyttes i perioden den 22. maj til den 4. juni 2024, hvor der skal tages forbehold for, at enkelte banker har mere begrænsede udnyttelsesperioder. Den sidste handelsdag for at handle Audientes aktierne inklusive modtagelse af tegningsretter ifm. emissionen er den 16. maj 2024.