EgnsINVEST Ejd. Tyskland præsenterede i går foreløbige nøgletal for fjerde kvartal 2023, hvor det fremgår, at selskabet forventer at nå et EBVAT på 4,2 mio. kroner i kvartalet, hvorfor selskabet forventer at leve op til sin guidance.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland forventer dermed at nå et EBVAT på 19,1 mio. kroner for regnskabsåret 2023, hvilket stemmer overens med selskabets guidance på 19,0-19,8 mio. kroner. Flere poster vil kunne påvirkes i den endelige opgørelse herunder af valutakursopgørelse, skat mv.
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland har fået dele af et større byggeprojekt færdigt og dermed nye taglejligheder til udlejning i fjerde kvartal. Ligeledes er der gennemført en række lejestigninger. Begge dele bidrager til, at selskabet forventer en mindre opskrivning af ejendomsværdierne i fjerde kvartal på 2 mio. kroner.
Udlejningsmarkedet i Berlin ser fortsat fornuftigt ud med lave tomgangsprocenter og en stadig stigende efterspørgsel. Den stigende rente har medvirket til at presse boligmarkedet i Berlin yderligere, både fordi byggeprojekter går i stå, så der bygges for få nye boliger, men også fordi det har bidraget til, at mange har måtte opgive drømmen om en ejerlejlighed og i stedet søger ind på lejemarkedet. Generelt har de højere renter i 2023 ramt Tysklands boligbyggeri hårdt med et fald i ordretilgangen i perioden januar til oktober 2023 på 22,2% i forhold til året før.
Den 31. december udløb et af selskabets lån med en lav rente. Med henblik på at have en høj fleksibilitet, der gør selskabet i stand til at reagere hurtigt på faldende renter, har EgnsINVEST Ejendomme Tyskland valgt at omlægge dette lån kort, hvilket betyder, at renten skal tilpasses hvert kvartal. Det nye lån medfører øgede renteudgifter, idet det er omlagt til en højere rente, hvilket påvirker EBVAT negativt i 2024. Forventningen til EBVAT for hele året er vanskelig at forudsige, da den afhænger af renteudviklingen i løbet af året. Med de nuværende rentesatser forventes EBVAT at ligge i intervallet 11,1-12,6 mio. kroner ved udgangen af året. De lavere forventninger til EBVAT i 2024 i forhold til 2023 skyldes udelukkende de øgede renteudgifter.
Efter 10 rentestigninger i træk har ECB siden midten af september 2023 holdt renten i ro. Det fremgår af den seneste udmelding fra den 14. december, at de ser tiden an og afventer de langvarige effekter på inflationsudviklingen, som i november var faldet til 2,4% i euroland og til 2,3% i Tyskland. Afkastkravet på ejendomsmarkedet i de største tyske byer er det samme i 4. kvartal som det var i 3. kvartal, hvilket tolkes som tegn på, at bunden er nået. Der samler sig stor opmærksomhed om renteudviklingen, som på det seneste har vist faldende tendenser. Det fremgår blandt andet, at den tyske 10-årige statsrente er faldet 85 basispoint i 4. kvartal. Også blandt danske finanshuse er der forsigtig optimisme at spore. Nykredit, Nordea og Danske Bank har alle meldt ud, at de forventer rentenedsættelser i løbet 2024. Dette vil kunne påvirke den fremtidige drift positivt.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland vil forventeligt offentliggøre den endelige årsrapport for 2023 den 21. marts 2024.
No comments! Be the first commenter?