FOM Technologies offentliggjorde i sidste måned årsrapport for 2023, der viste en omsætning på 78,2 mio. kroner svarende til en fremgang på 45% sammenlignet med året før.
FOM Technologies har både i 2022 og 2023 fået udarbejdet en kommissioneret aktieanalyse fra hhv. Stockpicker og Enlight Research. Målt på omsætningen har FOM Technologies overgået estimaterne fra begge analysehuse i både 2022 og 2023, mens guidance for 2024 også indikerer mulighed for et bedre end ventet resultat. Det er dog tidligt at vurdere omsætningen for 2024, hvor selskabet i årevis har arbejdet ud fra et mantra om at underprise, overdeliver, der har resulteret i 10 opjusteringer i selskabets tid på børsen.
Stockpicker estimerede tilbage i marts 2022, at FOM Technologies ville omsætte for 30,0 mio. kroner i 2022 og 50,0 mio. kroner i 2023. Enlight Research estimerede i januar 2023, at selskabet ville omsætte for 60 mio. kroner i 2023. FOM Technologies realiserede i 2022 en omsætning på 53,9 mio. kroner og i 2023 en omsætning på 78,2 mio. kroner, hvorfor selskabet overgik analytikernes forventninger. Enlight Research estimerede dog et EBITDA på 4,2 mio. kroner i 2023, hvilket endte på 3,5 mio. kroner.
FOM Technologies har endnu ikke fået udarbejdet en opdateret kommissioneret aktieanalyse i 2024, og meldingen er, at der heller ikke er valgt en udbyder for 2024, hvorfor en ny analyse endnu ikke er på tegnebrættet. Hvis der kommer en ny kommissioneret analyse, vil denne komme i slutningen af 2024 eller i 2025.
Analysen fra Enlight Research, som er den nyeste af de to udarbejdede kommissionerede aktieanalyser, estimerede, at FOM Technologies ville nå en omsætning på 76,5 mio. kroner i 2024. FOM Technologies realiserede således en omsætning i 2023, der overgik Enlight Research’ forventninger til 2024. Enlight Research estimerede samtidig et forventet EBITDA på 6,0 mio. kroner i 2024. Efter analysen blev udarbejdet, har FOM Technologies meddelt, at 2024 bliver et investeringsår, hvor der skal investeres yderligere i det globale virksomhedssegment inden for selskabets strategiske fokusområder, udbygning af selskabets amerikanske salgsdatterselskab, ny kerneteknologi samt nye maskiner og produkter. Dette afspejles i selskabets guidance for 2024, hvor der ventes en omsætning på 65-80 mio. kroner med et EBITDA på -8 til 2 mio. kroner.
På billedet fremgår de estimater, som Enlight Research udarbejdede i januar 2023.
No comments! Be the first commenter?