FOM Technologies har her til morgen opjusteret deres forventninger efter en stærk start på året med global efterspørgsel på selskabets teknologi og produkter.

Stærk global interesse fra akademiske kunder såvel som fra erhvervskunder kombineret med dedikeret salgsperformance, fører til, at FOM Technologies allerede inden udgangen af Q1 2022 opjusterer deres forventninger. FOM Technologies guider nu med at nå en omsætning på 29-32 mio. kroner mod tidligere 26-30 mio. kroner, mens guidance til EBITDA fastholdes. FOM Technologies guider med at nå et EBITDA-resultat på 1-3 mio. kroner.

FOM Technologies’ CEO, Michael Stadi udtaler:

Vores 2022 er startet med stærk efterspørgsel efter vores løsninger, produkter og teknologi, hvilket kombineret med en stærk holdindsats fra salgsorganisationen og resten af FOM-teamet, får os til at udmelde en højere guidance på ca. 10% fra tidligere guidance. Vi har stor respekt for de udfordringer, som alle selskaber, der leverer højteknologisk udstyr, oplever pt, som følge af den globale komponent mangel. Resultat og omsætning i regnskabsåret 2022 er derfor fortsat omgivet af en vis usikkerhed, hvilket er baggrunden for en konservativ opjustering.