GreenMobility har i dag offentliggjort Trading Statement for tredje kvartal af 2023, hvor selskabet igen kunne præsentere vækst og væsentlige fremskridt mod ambitionen om profitabilitet i 2024.

I tredje kvartal realiserede GreenMobility en omsætning på 29,0 mio. kroner, hvilket svarer til en fremgang på 10% ift. samme periode sidste år. Den samlede omsætning i årets første tre kvartaler lyder på 83,9 mio. kroner svarende til en fremgang på 22% ift. samme periode sidste år. Kvartalet har været påvirket af rejseaktivitet i sommermånederne, mens flytningen af biler fortsat har påvirket nogle markeder.

En af de store milepæle for selskabet blev kommunikeret tidligere på ugen, hvor GreenMobility kunne informere om sin første måned nogensinde med et positivt nettoresultat på koncernniveau. I september realiserede GreenMobility nemlig et resultat på 0,5 mio. kroner som følge af en forbedret drift og salg af biler.

Det samlede resultat for kvartalet endte på -7,1 mio. kroner sammenlignet med et resultat på -20,3 mio. kroner i samme periode sidste år. I årets første tre kvartaler nåede GreenMobility dermed et negativt resultat på 33,4 mio. kroner. Dette er overordnet i overensstemmelse med selskabets forventninger, hvorfor GreenMobility fastholder sine tidligere udmeldte forventninger om at nå en omsætning på 120-130 mio. kroner med et resultat i intervallet -32 til -42 mio. kroner.

I tredje kvartal voksede antallet af kunder til 263.414 kunder svarende til en vækst på 24% ift. samme periode sidste år. Antallet af ture voksede i samme periode 6% til 293.117 ture. København er fortsat det største marked for GreenMobility, hvor de i tredje kvartal hentede en omsætning på 16,1 mio. kroner svarende til omkring 55% af den samlede omsætning.